Synergien mellem mode og skønhed er både naturlig og uundgåelig, lyder det fra grundlæggeren af skønheds- og parfumebrandet Raaw Alchemy, der forhandles i mange modebutikker.

 

Q&A med Trice Angie Christiansen

Grundlægger af det prisvindende skønheds- og parfumebrand Raaw Alchemy, som fejrer 10-års jubilæum i år.

Hvordan opstod idéen til Raaw Alchemy, og hvordan har virksomheden udviklet sig?
Det hele begyndte, da jeg flyttede til New York. Jeg troede, jeg levede et sundt liv – jeg spiste økologisk, trænede og var bevidst om, hvad jeg puttede i min krop. Men jeg stoppede aldrig op og tænkte over, hvad jeg dagligt smurte på min krop. Jeg stolede blindt på de smukke flasker og store løfter – uden at læse ingredienslisten. Men en morgen ændrede alt sig. Jeg vågnede op med udslæt i ansigtet efter at have brugt et nyt produkt. Jeg undersøgte alt omkring ingredienser. Jeg ville have noget bedre. Jeg begyndte at studere urtemedicin og østlige behandlingsformer og lærte, hvordan naturen kan genopbygge huden. Den rejse førte mig til at udvikle mit første produkt ’Blue Drops’ – min første ansigtsolie, som helbredte min eksem og blev grundstenen i Raaw Alchemy. Det opstod derfor ud af et dybt personligt øjeblik, men det er blevet til noget større: En måde at dele ren, plante­baseret hudpleje med andre, der går op i, hvad de putter på deres krop, som hvad de putter i den.

Hvad er det bedste ved at have skabt Raaw Alchemy?
At kunne hjælpe andre og at være med til at skabe nye minder for folk. Jeg har fået en del henvendelser fra kunder, at vores ’Blue Collection’ (hudpleje) har været med til at gøre en stor forskel – især for dem med sart hud, rosacea, acne eller dem, der bare gerne vil finde en naturlig og effektiv hudplejerutine. Derudover har jeg hørt mange fine historier om, hvad vores parfumer betyder for folk. Dufte skaber dybe minder. Det synes jeg er ret magisk.

Hvad har været det sværeste i processen – og hvad har du lært mest af?
Det sværeste i processen har helt klart været at holde fast i mine værdier – især når det ville have været nemmere (og billigere) at gå på kompromis. Der har været mange fristelser undervejs: Hurtige løsninger, masseproduktion og smarte samarbejder uden substans. Men det har aldrig føltes rigtigt for mig. Kvalitet, ærlighed og omtanke skulle være kernen – og det har jeg nægtet at give slip på.

Hvordan oplever du synergien mellem mode og skønhed?
Synergien mellem mode og skønhed er både naturlig og uundgåelig – for mig handler synergien også om balance. Begge universer bevæger sig hurtigt, men de stærkeste udtryk opstår, når de bygger på noget ægte – kvalitet, personlighed og autenticitet.

I har været med som udstiller på CIFF siden 2015. Hvad giver det jer?
CIFF har været en vigtig del af vores rejse. Det føles som et slags ekstra showroom for os – et sted, hvor vi kan vise, hvor vi er i vores udvikling, og møde både nye og velkendte ansigter. For mig er det en platform, hvor mode, skønhed og livsstil smelter sammen på en inspirerende måde. Det betyder meget at kunne præsentere Raaw Alchemy fysisk, så folk kan dufte, mærke og opleve produkterne på egen krop. Når man arbejder med noget så sanseligt som parfume og hudpleje, er det personlige møde helt afgørende.