I år er det 30 år siden, at de første Glerups-hjemmesko blev lavet, der rimer på ægte dansk hygge – TØJ har besøgt hovedkontoret og familievirksomheden i Aars i Nordjylland omgivet af træer og marker. Her værnes om håndværket og rejsen, som rummer mere end 30 års kærlighedshistorie.

 

 

Hjemmeskoene var egentlig bare et hobbyprojekt for grundlægger Nanny Glerup. I dag er Glerups et globalt brand med loyale fans og dedikerede forhandlere.

”Den første Glerups-hjemmesko blev lavet med kærlighed til én person for 30 år siden, og i dag kan vi heldigvis alle stadig nyde dem. Vi oplever, at mange forskellige mennesker sætter pris på et par Glerups. Lige fra ældre til unge – fra den aktive surfer til dem, der elsker hygge i sofaen. Der er et par til alle. Vi tror på, at alle der mærker den bløde kvalitetsuld, værdsætter vores gode håndværk og det tidløse design,” fortæller Christina Flindt Bjerg Albæk, kommunikationschef hos Glerups, fra showroomet i Aars.

På væggene i familievirksomheden hænger billeder, udklip og minder fra Glerups udvikling gennem tiden. Her er et visuelt tilbageblik til 1970’erne, hvor Nanny Glerup er inspireret af tendensen med selvforsyning. Hun tilmelder sig et kursus i filtning, hvor hun laver et par støvler til sin mand Ove. Støvlernes komfort og pasform betyder, at Ove går i dem overalt, og det får Nanny til at overveje, om der er muligheder i de støvler. Oves begejstring for det håndlavede fodtøj er derfor første skridt i retning af at udvikle Glerups. Fårene kommer ind i billedet i 1985, da Nanny og Ove køber den nedslidte Thasdalsgård i Nordjylland. Stedet er økonomisk overkommeligt, fuld af muligheder og blandt de mange bygninger er en stald. Nanny og Ove flytter ind, og umiddelbart efter flytter deres Gotland-får ind i stalden. Dermed er alle samlet på ét sted og forudsætningerne, for det der senere bliver Glerups, er på plads. I dag er selvsamme gård stadig hovedkontor for virksomheden.

 

 

Mere end 30 års (kærligheds)historie

I starten af 90’erne fremstiller Nanny filtsko og -tøfler til familie og venner lavet af Gotland-fårets uld. Alle elsker komforten og pasformen, og det ligger lige for, at det kan blive til en forretning. Nanny registrerer sit firma i 1993, udstiller på messer og modtager de første kundeordrer.

”I 2000 fører Oves første glæde over filtstøvlerne os hele vejen til Rumænien, hvor vi starter produktion efter at have udviklet en fabrik fra bunden. Generelt er det en dynamisk tid med ny fabrik, øget produktion, medejerskab og nye markeder. I 2015 bliver Glerups Inc. etableret i USA, og succesen forsætter. Glerups bliver nu solgt over hele verden – fra Japan og Europa til New Zealand, Canada og USA,” siger Christina Flindt Bjerg Albæk, kommunikationschef.

Produktionsvolumen er i dag en anden, men hvert eneste par Glerups fremstilles fortsat med samme mængde omhu og respekt for dyr og natur. Glerups har egen fabrik i både Rumænien og Polen, hvor de blander gotlandsk uld fra Danmark med kvalitetsuld fra New Zealand, som lever op til samme høje krav til ensartet kvalitet og dyrevelfærd.

Nyeste kapitel i historien om Glerups er deres tre jubi­læumsfarver.

”Det tager tid at udvikle nye farver i uld, og vi tager os tid. Farverne skal være perfekte – afbalanceret og rig på naturen. Vi er inspireret af den smukke natur omkring os,” fortæller Christina Flindt Bjerg Albæk, mens hun viser det kommende ’color lab’ frem, som bliver et nyt tiltag for den nordjyske familievirksomhed i løbet af året. Det er fem år siden, at de sidst udviklede en ny farve, og det sker med største dedikation. Hos Glerups stopper kærlighedshistorien aldrig.