Copenhagen Fashion Week præsenterede modekoncernen sit nyeste herretøjsbrand, som jagter en mere high-end markedspositionering end deres øvrige brands.

Inspireret af Københavns urbane miljø og det pulserende liv i den danske hovedstad ønsker det nye herrebrand Annarr fra Bestseller at klæde den moderne mand på til en hverdag med både arbejde og sociale arrangementer. Designfilosofien kaldes ‘One wardrobe’, og ideen er, at samme garderobe matcher dagens forskellige situationer, og at de enkelte styles kan bruges sæson efter sæson.

“Vi præsenterer skræddersyede styles inspireret af street wear og business. Overtøj og afslappede silhuetter. Overordnet er vores udtryk moderne, men der er også plads til tidløse klassikere. Pasform og kvalitet definerer vores brand, som appellerer til den stilbevidste mand, der værdsætter holdbarhed og ansvarlighed i mode,” siger Per Holk Reinertsen, Brand Manager i Annarr.

Fokus på transparens

Annarr betyder ‘den næste’ på oldnordisk. Navnet bærer dels en tydelig reference til brandets nordiske oprindelse, men også idéen om at imødekomme en af fremtidens forbrugertrends:

“Generelt bevæger herremode sig hurtigt lige nu. Mænd vil klæde sig smartere og bliver mere bevidste om at købe mindre og bedre tøj. Det imødekommer vi med vores nye brand. Vi har et lidt højere prisniveau og et skarpt fokus på materialer og kvalitet. Det kvalificerer Annarr til at komme ind hos udvalgte forhandlere, der vil det samme som os – vi ønsker ikke, at mærket skal ligge alle steder,” siger Per Holk Reinertsen.

Modetøjet fra Annarr er udstyret med QR-koder, så forbrugeren får adgang til viden om blandt andet forsyningskæden, fiberindhold og plejeinstruktioner. Samtidig anvender det nye herretøjsbrand en høj andel af økologiske, genanvendte og certificerede materialer fra blandt andet Italien.

Foto: Bestseller