Lettere adgang til produktinformation, udvalg og forventningen om lavere pris er noget af det, der får forbrugerne til at handle direkte hos producenterne. Det viser nye tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse.

I dag er det ikke unormalt, at modevirksomheder sælger egne produktion direkte til forbrugerne fra egen hjemmeside også kaldet D2C. Vi ser blandt andet, at Shaping New Tomorrow, Barons og Camille Brinch Jewellery gør det.

Især på nettet er der flere og flere brands, som kaster sig ud i det. I USA steg D2C e-handelssalget med 45 procent i 2020 og udgjorde 14 procent af den totale e-handelsomsætning.

Men hvordan kan det være? Ifølge Morten Jensen, CSO i e-handelsbureauet Kvantum, er det især på grund af data om forbrugerne.

”Digitaliseringen har gjort D2C mere relevant og attraktiv, fordi vi kan opsamle en masse data og viden om adfærd, målgrupper, køb m.m. Det kan bruges til forbedret service, salg og produktudvikling,” siger han i pressemeddelelsen.

Han bliver bakket op af Brian Mikkelsen, e-handelsspecialist og CSO i Co3:

”D2C er i mine øjne nødvendigt for de danske brands – i hvert fald et stykke af vejen. Brand-owneren er nødt til at være til stede online på et niveau, der er brandet værdigt. Der er jo ikke andre, der løser opgaven.”

Selvom det måske lyder fristende at kaste sig over D2C, skal virksomhederne dog gøre sit forarbejde grundigt, understreger Brian Mikkelsen.

”Man skal spørge sig selv; er vi klar til det her? Inden de tager det skridt, skal de have det rette fundament, som består af vilje, kompetence og data. Ideelt har man allerede implementeret e-handel i B2B-forretningen og dermed fået styr på data og opbygget kompetence.”

 

Prisen lokker

D2C giver altså ofte mening for virksomhederne. Men hvad med forbrugerne?

De er tilsyneladende også med på ideen.

I en ny E-handelsanalyse fra Dansk Erhverv vurderer 40 procent af forbrugerne, at de får den bedste og mest detaljerede information om produkterne, når de handler på producentens egen hjemmeside. Til sammenligning svarer knap hver femte, at almindelige netbutikker giver den bedste information.

Dansk Erhvervs E-handelsanalyse

Information er dog ikke det eneste, der lokker forbrugerne. 33 procent forventer, at de sparer penge ved at ‘hoppe mellemmanden over’, mens mere end hver tredje forbruger vurderer, at de kan være mere sikre på kvaliteten og originaliteten ved at handle direkte hos producenten.

Der er også en forventning om adgang til et bredere udvalg.

Dansk Erhvervs E-handelsanalyse
.. og forskrækker

Ser vi på, hvilke forbehold forbrugerne har mod at handle direkte hos producenten, tror 33 procent, at prisen er højere, end hvis de handlede i en almindelig netbutik.

Der er dog hele 36 procent, som svarer, at der ikke er nogle nævneværdige barrierer ved at handle direkte hos producenten.

Dansk Erhvervs E-handelsanalyse
Skal netbutikkerne være bekymrede?

Flere producenter vælger at kaste sig over D2C, og forbrugerne kan ifølge tallene se en række fordele ved det. Men hvor efterlader det de almindelige netbutikker – skal de være bekymrede for at blive overflødige?

Nej, mener Morten Jensen:

”Vi oplever generelt, at et brand eller produkt vokser på tværs af alle kanaler og afsætningskanaler, når en producent skruer op for aktivitetsniveauet og brandet. Det vil sige, at grossister og detailbutikker vil opleve meromsætning af en producents fokuseret D2C-strategi – hvad enten det gælder brandfokus eller rent afsætningsfokus.”

 

Foto: Unsplash