Bolig og livsstil er skiftet ud med smykker, kosmetik og mode på danskernes ønskesedler, viser en ny måling fra Ønskeskyen. 

Under coronapandemien boomede salget hos de fleste bolig- og livsstilsbutikker, hvor hjemmetid for forbrugerne var lig med shopping til hjemmet. Nu er de praktiske julegaveønsker erstattet med personlige forkælelsesgaver:

”Det kan tydeligt ses i danskernes ønsker, at tendensen har ændret sig fra 2021 til 2022. I 2021 kunne man klart se, at folk var hjemme på grund af corona, så de brugte flere penge i kategorien Bolig & Livssti. I 2022 ser vi en helt anden tendens, hvor folk i langt større grad ønsker sig produkter fra kategorierne ‘Beauty & Kosmetik og Mode & Fashion’,” siger kommerciel direktør Morten Bjørn fra Ønskeskyen til Dansk Erhverv.

På Ønskeskyen kan kunderne skrive deres ønsker med link til de helt rigtige gaver og dele dem med venner og familie. Der er 45 procent flere brugere i oktober 2022 end samme måned året før, og de har over 185.000 ønskesedler med flere end 3,6 mio. ønsker.

Foto: Unsplash