Anders Holch Povlsen vinder Årets Hæderspris 2021 ved Landskåringen af Årets Ejerleder i PwC i Hellerup.
Årets Hædersprisvinder 2021 blev Anders Holch Povlsen, der er ejer og medejer af flere virksomheder i både Danmark og udlandet, herunder betydelig aktionær i Zalando, ASOS, About You, Klarna, WhiteAway, Numis, &Tradition, Normal og Nemlig.com gennem Heartland. Det skriver PwC i en pressemeddelelse.
“Ejerlederen har gennem sin flotte karriere sat sit præg på både det danske og internationale erhvervsliv. Anders Holch Povlsen har været med til at sætte en række danske virksomheder på verdenskortet og samtidig skabt og sikret et betydeligt antal danske og globale arbejdspladser,” siger Lars Baungaard, partner og markedsleder i PwC, og tilføjer:
“Med sit mod og sin forretningsmæssige dygtighed har ejerlederen opnået massiv vækst i sin forretning og har samtidig haft stor succes med at træde ind på nye forretningsområder. Anders Holch Povlsen er indbegrebet af en sand entreprenør.”
Det er de enige i hos Dansk Erhverv.
”Vi har at gøre med en ejerleder, der har gjort utrolig meget for det danske samfund. Anders Holch Povlsen beskæftiger 4.000 medarbejdere i Danmark alene og over 13.000 i udlandet. Han gør en forskel på så mange måder, og derfor er han en naturlig vinder af Årets Hæderspris, som vi fortjent hylder, ” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og ønsker tillykke med prisen.
Tidligere Hædersprismodtagere
Tidligere år har Lars Kann-Rasmussen, VKR Gruppen (2019), Jørgen Mads Clausen, Danfoss A/S (2018), Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for fondene A.P. Møllers familiefond og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (2017) samt Købmand Lars Larsen (2016) modtaget Hædersprisen.
Foto: Anders Holch Povlsen, PwC