Det danske modebrand Second Female har ansat en stærk profil, som tidligere har været CEO hos både By Malene Birger og Becksöndergaard, til at stå i spidsen for den fremtidige udvikling af brandet.
Second Female har pr. 1. november forstærket ledelsen med ansættelsen af Lars Andresen som ny CEO. Den tidligere CEO, Preben Laust, kommer fremadrettet til at fokusere på det kreative arbejde med udvikling af kollektioner samt indkøb og salg.
”Vi har valgt at ansætte Lars Andresen som ny CEO for at styrke organisationen, både administrativt, økonomisk og forretningsudviklingsmæssigt,” fortæller ejer og kreativ direktør hos Second Female, Preben Laust, til TØJ.
Med sin økonomiske baggrund og erfaring fra modebranchen, blandt andet som CEO hos By Malene Birger og Becksöndergaard, skal Lars Andresen være med til at fortsætte den rejse, som Second Female har været på, og bidrage til at skabe fortsat vækst hos det danske modebrand.
”Second Female har efterhånden nået en størrelse, hvor det giver mening at ansætte en stærk CEO. Siden Steen Holtermann og jeg startede Second Female op, har vi været gennem en enorm udvikling. I dag er vi 35 ansatte, og vores kollektioner sælges på en lang række markeder rundt om i verden. Vi er begge entreprenører – hvor det ikke er studenterhuen, der trykker – og derfor var vi enige om, at tiden var rigtig til at få nye kræfter ind i ledelsen,” lyder det fra Preben Laust.
Lars Andresen kommer blandt andet til at fokusere på at konsolidere modebrandet på nuværende markeder samt vækste på nye, men ifølge Preben Laust skal væksten være organisk.
”Vi vil selvfølgelig gerne vækste yderligere, men vi har ikke ambitioner om, at vi skal være kæmpestore og jage en stram 2020-plan. Det er vigtigt for os, at der er en sund, organisk vækst,” forklarer Preben Laust.