Onlineportalen Boozt.com har valgt at ansætte en ny chef for virksomhedens Investor Relations & Corporate Communications team.

Den 12. marts 2018 indtræder Anders Enevoldsen som ny Investor Relations & Corporate Communications chef hos modeportalen Boozt. Han skal afløse Karsten Anker Petersen.

”Som børsnoteret virksomhed er forholdet til vores investorer af stor betydning. Vi er derfor glade for, at Anders har sagt ja til at blive en del af Boozt’ ledelsesteam. Anders kommer med både erfaring, indsigt og nye ideer til, hvordan vi kan gøre vores investorkommunikation endnu bedre,” siger CEO hos Boozt, Hermann Haraldsson, i en pressemeddelelse.

Tidligere har Anders Enevoldsen arbejdet som Senior Investor Relations Officer hos  Chr. Hansen Holding A/S, hvor han har været siden 2014.

”Jeg ser frem til at drive og udvikle Boozt’ investorkommunikation. Boozt er en meget interessant teknologivirksomhed, der gennem avanceret brug af it og data, sammen med et meget stærkt kundekoncept, har skabt en af Nordens førende modebutikker. Det glæder jeg mig til at være en del af,” fortæller Anders Enevoldsen.

Anders Enevoldsen er uddannet fra CBS som cand.merc. i økonomi og finansiering, og har blandt andet arbejdet som IR ansvarlig hos Ambu.