To ligesindede brancheaktører er gået sammen om et nyt samarbejde, der deler et grundlæggende værdisæt med fokus på at udvikle produkter med omtanke for mennesker og miljø.

Rethinkit Studios og Underprotection går sammen og lancerer en ny kollektion af strand- og sportstøj, som udstråler tidløs komfort og ’sporty elegance.’ Sammen hylder de konceptet om at kunne bruge færre items til flere anledninger. TØJ har interviewet de to stiftere: Mette Karrebæk, creative director og founder hos Rethinkit Studios, og Sunniva Uggerby, creative director og co-founder hos Underprotection.

Hvordan startede samarbejdet mellem Rethinkit Studios og Underprotection?
Vores samarbejde begyndte gennem de sociale medier, hvor vi først delte en simpel konkurrenceidé. Underprotection tog initiativet derfra og foreslog, at vi skulle sætte os ned og tale om, hvordan vi kunne tage det ét spadestik dybere. Det, der startede som en spontan idé, udviklede sig til et langt mere omfattende collabprojekt, der har rykket os i en positiv retning. Det har været utroligt givende at se, hvordan et andet ligesindet brand arbejder.

Hvad er den primære vision bag “The Sporty Beach Club Collection”?
Vores primære vision er at skabe et samarbejde, der kombinerer det feminine lingeris elegance med sportens praktiske funktionalitet. Vi ønskede at skabe en kollektion, som kan anvendes til forskellige aktiviteter, samtidig med at vi forener det feminine og det sporty univers i moderne designs. Vores vision er at skabe stilfulde og brugbare designs, der passer til forskellige situationer, samtidig med at vi fokuserer på en mere miljøvenlig tilgang.

I hylder konceptet om at bruge færre items til flere anledninger. Hvorfor og hvordan?
Mette: Denne tankegang er dybt forankret i Rethinkits grundessens. Derfor gav det netop mening at trække dette element ind sammen med Underprotections B-corp-baserede omtanke i vores fælles samarbejde. Sammen styrker det vores fælles fokus på den grønne omstilling og ansvarligt forbrug. Ved at skabe tøj, der kan anvendes på tværs af forskellige aktiviteter, reducerer vi behovet for unødvendige køb og fremmer ideen om en mere minimalistisk garderobe. Vi tror på, at tøj ikke kun behøves at opfylde ét behov, men også kan være stilfuldt, funktionelt og dække flere – uden kompromis.

Sunniva nævner en integration af nye elementer i designprocessen. Kan du give eksempler på nogle af disse nye elementer, og hvordan de har påvirket det endelige produkt?
Sunniva:Vi kiggede rigtig meget på sportsdetaljer som Rethinkit bruger i deres andre styles, og hvordan vi kunne overføre det til badetøjet bl.a. de hvide kanter har klare referencer til det sporty og overskæringen på den hvide og grønne badedragt er lavet med inspiration fra sportstoppene. Materialerne har også en mere stram og støttende kvalitet, så de netop giver et godt hold, hvis man ønsker andet end at ligge og sole sig på stranden.

Mette, hvordan kommer jeres fælles værdier og mission til udtryk i den færdige kollektion?
Mette: Det lå lige til højre benet, at vi skulle lave noget sammen, fordi vi netop deler et grundlæggende værdisæt med fokus på at udvikle produkter med omtanke for mennesker og miljø, hver med vores eget unikke designudtryk og univers inden for hver vores respektive nicheområder. Så det fælles værdisæt i vores samarbejde lå ganske naturligt. Vores mission er at inspirere til en livsstil, der omfavner både bevægelse, velvære og skønheden i naturen. Gennem brug af genanvendte materialer samt vores dedikation til at tage vare på os selv og vores planet, stræber vi sammen efter at skabe beklædning, der ikke blot følger os fra solopgang til solnedgang, men også bidrager til en grønnere og mere positiv fremtid for vores miljø.

Foto: PR