I starten af maj 2019 indgav den danske modevirksomhed CNS Group konkursbegæring, men der gik ikke længe, før modevirksomhedens fire brands havde fundet ny ejer, nemlig den danske modekoncern DK Company. Efter en uge blev to af de fire brands frasolgt til Minus, mens de to resterende brands, Solid og Tailored & Originals kommer til at spille en vigtig rolle på herresiden hos DK Company i fremtiden.
Artiklen er bragt i TØJ – Fashion & Business Trends nr. 3 2019.
Kasper Philipsen, CEO, DK Company Vejle
Hvorfor har DK Company valgt at opkøbe Solid og Tailored & Originals?
Det har vi, fordi vi tror på, at det vil være med til at styrke vores eksisterende portefølje af herrebrands og dermed udbygge vores position som whole¬sale-leverandør til herrebranchen. Samtidig har vi med overtagelsen også erhvervet 15 Solid-butikker, der udbygger vores retail-operation på herresiden. Hos DK Company har vi en bred portefølje af damebrands, som supplerer hinanden rigtig godt i forhold til kunderne, og det koncept vil vi gerne udvikle for vores herrebrands.
Hvordan har processen været efter overtagelsen?
Det har været en god proces. Vi er blevet taget godt imod af både samarbejdspartnere og ikke mindst de tilbageværende medarbejdere hos de to herrebrands. Vi er således kun blevet mødt med positive tilkendegivelser, på trods af at der jo selvsagt er en del, der har haft tab i forbindelse med selskabets konkurs.
Hvordan vil I føre de to herrebrands videre?
Både Solid og Tailored & Originals har gennemgået en stor udvikling de senere år, og den rejse vil vi fortsætte. Dna’et skal naturligvis tilpasses markedet, for når vi opkøber brands, så fastholder vi selvfølgelig alt det, der er godt, og så justerer vi det, som måske ikke fungerer optimalt. Derfor er det vigtigt, at vi får kigget det hele godt efter i sømmene og får det tilpasset til den måde, som vi arbejder på hos DK Company.
Hvilke forventninger har I til Solid og Tailored & Originals?
Vi har ikke lavet en klar målsætning for, hvor meget, vi forventer, de to brands skal præstere, da det kommer til at tage noget tid, inden vi har alle tilpasninger på plads. Vi vil fokusere på at udvikle de to brands og dermed skabe vækst i såvel Danmark som i udlandet, så vi fremadrettet får bragt dem tilbage på rette spor. Det er lykkedes os at få bygget nye messestande til både Solid og Tailored & Originals og fået placeringer ved siden af de øvrige DK Company-herrebrands, så vi står stærkt på sommerens messer.
Minus køber Peppercorn og Desires af DK Company
Chalotte Kjær Bruun og Irena Riberholt Jørgensen, indehavere af Minus
Hvorfor har Minus valgt at opkøbe Peppercorn og Desires?
Vi så en klar fordel i at få to nye ’ben’ at stå på som virksomhed. I disse år oplever vi, at kravene fra vores kunder stiger markant i takt med, at detailbutikkerne er under pres. Vi vil gerne kunne tilbyde en højere service og nogle flere fordele i samarbejdet med vores kunder, men det stiller store krav til os som virksomhed. En konsolidering kan derfor ruste os til fremtiden. Samtidig kunne vi se en masse potentiale i de to brands, da de dækker en målgruppe og et prissegment, som vi ikke dækkede før med vores eksisterende brands. Der vil også være synergier på leverandørsiden, hvor volume er en afgørende faktor.
Hvordan har processen været efter overtagelsen?
Det har været en vanvittig intens periode, fordi vi skulle have de to nye brands ind under huden på
rekordtid, lige før en vigtig ny sæson. Der skulle således formes en strategi for hvert brand med en klar differentiering fra start. Vi ønsker for alt i verden at undgå, at vores brands kannibaliserer hinanden, så de skal kunne noget hver især og have en tydelig defineret målgruppe. Vi har også fået sat et nyt dyna¬misk hold til at videreføre Peppercorn og Desires, som både består af erfarne kræfter fra det gamle setup og af nye kolleger. Det har været en klar målsætning, at kunderne ikke skulle mærke ejerskiftet, men at de derimod ville få nye muligheder hos os.
Hvordan vil I føre de to damebrands videre?
Tanken er at fortsætte det gode mangeårige samarbejde med de eksisterende kunder, der er på begge brands. Vi vil dog gerne tilføre noget mere fleksibilitet og smidighed. Helt konkret har vi fra første dag valgt at tilbyde kunderne fri inddeling på begge brands, som afløser de hidtidige faste/bundne sortimenter. Det skulle gerne føre til bedre gennemsalg og performance hos vores kunder. Når det gælder brand-dna, så skal Peppercorn have en lidt skarpere og mere moderne profil, men vi vil fortsat være tro mod målgruppen. Det håber vi at kunne vise frem på CIFF i august, hvor både Peppercorn og Desires er repræsenteret lige over for Minus.
Hvilke forventninger har I til Peppercorn og Desires?
Vi har tilladt os at være ambitiøse fra start, så vi har sat ind på flere fronter. Det kan godt være, at det vil tage lidt tid, inden vores tiltag er fuldt implementeret, men vi er allerede godt på vej. Peppercorn og Desires skal have en solid plads på det danske marked, og det vil kræve en ekstra indsats, da Desires på nuværende tidspunkt ikke er bredt repræsenteret. Brandet har dog et udtryk, som, vi tror på, vil være ’forfriskende’ for de danske kunder. Peppercorn har en høj kendskabsgrad og en række loyale forhandlere i Danmark og Skandinavien. Her skal vi have ny puls ind i brandet, så vi kan overraske både nye og eksisterende kunder.