Planerne om et offshore-vindenergiprojekt i Bangladesh får nu støtte fra den danske modekoncern, som vil investere op til 700 millioner kroner i vedvarende energiløsninger i et af sine vigtige produktionslande.

I 2028 kan energi skabt af havvindmøller strømme ud i elnettet i Bangladesh og forsyne blandt andet virksomheder med vedvarende energi. Det er ambitionen bag et stort offshore-vinderenergiprojekt i Bangladesh, hvor mange internationale modevirksomheder har produktion og dermed interesse i at styrke den grønne energiinfrastruktur. En af dem er Bestseller, som nu støtter udviklingen af landets første havvindmøllepark.

”I Bestseller er vi fast besluttet på at forbedre vores klimaaftryk og i højere grad støtte og fremskynde den grønne omstilling i modeindustrien. Vi ser gode og betydningsfulde initiativer, ikke mindst i Danmark, men der er også behov for, at vi hjælper med at tage ansvar for den grønne omstilling i lande, hvor forudsætningerne er mere vanskelige. Ambitionen om at bidrage til at bane vej for en vedvarende energiinfrastruktur i Bangladesh er et af mange skridt, som vi kan tage for at reducere udledningen af drivhusgasser vores indirekte værdikæde. Vi bakker stolt og helhjertet op om opgaven,” siger Anders Holch Povlsen, CEO og ejer.

Konkret vil Bestseller investere op til 700 millioner kroner i vindprojektet, hvilket udgør en del af den samlede projektinvestering. Beløbet er den største bæredygtighedsrelaterede investering i modevirksomhedens historie.

Vigtigheden af partnerskaber
Vindprojektet ud for kysten ved Bangladesh er initieret af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), en af verdens førende fondsforvaltere indenfor investeringer i grønne energiprojekter, og lokale partnere. Bestsellers investering sker i samarbejde med svenske H&M Group gennem et initiativ fra nonprofitorganisationen Global Fashion Agenda (GFA), der ønsker at samle væsentlige aktører i den globale modebranche om at udvikle industrien i en mere bæredygtig retning – senest med særligt fokus på skalering af vedvarende energi i produktionslande.

“Adgang til vedvarende energi er nødvendig, hvis vi skal begrænse modeindustriens emissioner, og kollektiv handling er afgørende for at bane vej for nye løsninger. Jeg er stolt over at kunne præsentere denne industriledede investering i nødvendig, vedvarende energiinfrastruktur i Bangladesh, som er et af modebranchens vigtige produktionslande. Global Fashion Agenda og Copenhagen Infrastructure Partners inviterer andre interessenter i og uden for modeindustrien til at deltage i projektet,” siger Thomas Tochtermann, bestyrelsesformand i Global Fashion Agenda.

Et af mange skridt
I modeindustrien står den indirekte udledning af drivhusgasser fra eksempelvis materialeproduktion og leverandører typisk for 90-95 procent af modevirksomhedernes samlede emissioner. For at nedbringe og minimere udledningen i sin værdikæde arbejder Bestseller tæt sammen med sine leverandører for at sætte mål for reduktioner og støtte overgange til vedvarende energikilder. I 2022 gjorde Bestseller det blandt andet muligt for sine tekstilproducenter i Bangladesh at investere i solcelleanlæg på deres faciliteter.

“At reducere vores klimaaftryk og ikke mindst nedbringe den indirekte udledning i vores værdikæde, hvor udledningen er størst, er en væsentlig udfordring for både vores virksomhed og den samlede globale modeindustri. Det er vigtigt at anerkende, at vi stadig har en lang rejse foran os, og at der er mange nødvendig og vigtige skridt at tage. Et af dem er at investere markant og ambitiøst i Bangladesh, som vi gør nu,” siger Anders Holch Povlsen.

Dansk samarbejde
Copenhagen Infrastructure Partners har i de senere år udviklet og skabt en række grønne energiprojekter, der alle har som formål at bidrage positivt til den grønne omstilling og adgangen til mere vedvarende energi. Derfor er den danskejede virksomhed glad for perspektiverne i vindenergiprojektet og den opbakning, som Bestseller nu tilkendegiver sammen med H&M Group.

“Med Bestseller får vi opbakning til vores ambitioner i Bangladesh fra en af de største og mest velrenommerede virksomheder i modeindustrien. Det er et helt unikt samarbejde for os at bringe partnere fra tekstilindustrien ombord,” siger Niels Holst, partner and Co-Head of the Growth Markets Fund i Copenhagen Infrastructure Partners.

Afventer analyser og miljøprøver
Vindmølleparken i Bangladesh er fortsat i den tidlige udviklingsfase. I de næste par år vil CIP i tæt samarbejde med myndighederne i Bangladesh og øvrige strategiske partnere fortsat udvikle projektet gennem analysearbejde og miljøprøver. Forarbejdet er en forudsætning for, at projektet er realiserbart.

Er det tilfældet, forventes vindmølleparken at levere strøm i 2028.

Foto: Bestseller