Den designdrevne softwarevirksomhed og branding-platform Vocast samarbejder med den svenske modeuge om en digital catwalk i februar 2021.
Softwarevirksomheden og branding-platformen Vocast har netop offentliggjort et samarbejde med organisationen bag den svenske modeuge, Swedish Fashion Association. Det skriver Vocast i en pressemeddelelse.
Samarbejdet indebærer, at Vocast skal hjælpe Stockholm Fashion Week med at samle en digital catwalk, events og backstage content på én platform under den svenske modeuge i februar 2021.
“Vi er glade og stolte over at samarbejde med Swedish Fashion Association om at støtte den svenske modeindustri og hjælpe med at sætte fokus på nordiske designere,” siger medstifter af Vocast Jens Hamborg Koefoed i pressemeddelelsen.
Ved at samle al information på en central platform – og ved at dele det med både presse og indkøbere – er målet at forstærke oplevelsen af at deltage i et event, men også at give flere personer mulighed for at deltage, oplyser Vocast i pressemeddelelsen.
“I tider med social afstand og begrænset rejse bliver digitale tjenester essentielle. Vi byder Vocast varmt velkommen som en officiel Stockholm Fashion Week-partner,” lyder det fra planlægger af Stockholm Fashion Week Catarina Midby.
Stockholm Fashion Week afvikles digitalt fra den 9. til den 11. februar 2021 og har navne som ATP Atelier, A Day’s March, House of Dagmar, Hope, Stand Studio og Weekday på designerlisten.
Læs flere nyheder om modeugen her.
Foto: Pexels