Sommerens modeuge i Norge blev afviklet med succes. Derfor gør Norwegian Fashion Center klar til endnu en norsk modeuge. 

I sommer blev den norske modeuge afviklet på samme tid som den københavnske, hvilket de danske udstillere kunne mærke på besøgstallet i både Øksnehallen, Forum og Bella Center.

Nu er det officielt, at Norwegian Fashion Center endnu en gang afvikler sine indkøbsdage over to uger ligesom i sommer. Det skriver Tekstilforum.no.

Denne gang falder datoerne dog ikke samtidigt med den københavnske modeuge, der afvikles fra den 2. til den 5. februar 2021. I stedet foregår den norske modeuge lige umiddelbart efter fra den 6. til den 19. februar 2021.

“Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra glade kunder, som roste eventen i august, både at vi arrangerede Fashion Week over et længere tidsrum for at undgå kø og store forsamlinger, og for vores arbejde mod smittefare. Vi må gå ud fra, at coronapandemien er noget, vi også må forholde os til i februar. Derfor har vi valgt at gøre ligesom i sommer – med registrering af alle gæster hver dag og armbånd med forskellige farver fra dag til dag. Det skal være hyggeligt og trygt at komme til os, og vi vil skabe en fin ramme rundt om indkøbsdagene,” siger den daglige leder hos Norwegian Fashion Center, Jannike Moe, til Tekstilforum.

Den første uge af indkøbsdagene vil det være obligatorisk for alle udstillerne at følge centrets åbningstider, mens den anden uge er mere fleksibel.

Skohuset afholder sin sko- og taskemesse fra den 12. til den 21. februar 2021.

Den svenske modeuge bliver også til noget til februar, og denne undgår også karambolage med Copenhagen Fashion Week.

Foto: Unsplash

Gå til forsiden på Fashion Week Edition – din platform for nyheder om modeugen