Tyske Gallery Fashion byder inden længe indenfor til endnu en inspirationsrig messe i slutningen af januar.
I slutningen af januar 2020 huser den tyske modemesse Gallery Fashion som vanligt på denne tid af året over 800 internationale brands på Duesseldorf-lokationen Areal Böhler.
Det er helt nøjagtigt i dagene 25. januar til 27. januar, at Gallery Fashion faciliterer en større platform, hvor internationale aktører i modebranchen kan se de seneste tendenser og trends inden for design, sko, beklædning og accessories.
Danske Nör Denmark er blandt andet en af de mange aktører, som vil være til stede med sin egen stand under Gallery Fashion.
På messen vil besøgende ligesom andre år kunne finde segmenterne ‘Agencies & Premium Brands’, ‘Contemporary’, ‘Design & Avantgarde’, ‘Accessories’ og ‘Shoes’, ligesom de også vil kunne gå på opdagelse i segmentet ‘Evening & Occasion’.
Søndag den 26. januar 2020 klokken 10.30 vil besøgende kunne høre foredraget ‘Trendview’, hvor Fashion Director hos Igedo, Alexander Radermacher, og tekstilekspert Karolina Landowski vil tale om trends for sæsonen 20/21. Foredraget foregår i ‘Alte Schmiedehallen’.
Som noget nyt har Gallery Fashion indført et ‘Showroom Concept’, hvor udstillere har haft mulighed for at leje et showroom under messens tre dage. Herunder har showroomlejerne også mulighed for at invitere kunder ind en dag før messestart og en dag efter messen er slut, og showroomdagene kører altså fra den 24. til den 28. januar 2020.