Efter sidste uges annoncering af den nye tyske messe L.O.C.K., er der nu kommet en udmelding om, at messen er aflyst. Messearrangøren og grundlægger af Bread & Butter, Karl-Heinz Müller, skyder skylden på branchens aktører.

Efter annonceringen om en ny modemesse i Tyskland i januar med navnet L.O.C.K fortæller messearrangør og grundlægger af Bread & Butter, Karl-Heinz Müller, nu, at messen er aflyst. Aflysningen skyldes blandt andet for mange usikkerheder i forbindelse med udlejningen af Hangar 7.

Derudover er Karl-Heinz Müller stødt på udfordringer i forhold til at rekruttere de 120-130 udstillere, som han målsatte for at udfylde messen hensigtsmæssigt. Karl-Heinz Müller fortæller i en pressemeddelelse:

“Hvis der i sidste ende ikke er nok bekræftelser på deltagelse, fordi de inviterede brands er for ubeslutsomme, så vælger jeg at aflyse messen og kører L.O.C.K. på et senere tidspunkt. Hvordan, hvornår og hvor dette vil ske, kan jeg ikke fortælle på dette tidspunkt. Men jeg vil arbejde på det og invitere alle ligesindede til at være en del af planlægningen og komme med ideer.”

Selv om messen er aflyst, mener Karl-Heinz Müller, at der stadig er et behov for, at der skal ske noget nyt i branchen:

“Vores industri har brug for en ny stor bevægelse, en slags forening af alle markedsaktører, der opstiller samme mål og hensigter.”