De to kvinder bag brandet Co’Couture har fundet formlen på et succesfuldt parløb, hvor de hver især har plads til at bruge deres spidskompetencer og deres medfødte mavefornemmelse for, hvad der sælger.


Læs eller genlæs artiklen, som blev bragt i TØJ nr. 3 2018, sektion 2.


Iben Balskilde Laursen og Julie Christine Rasmussen er kvinderne bag det danske modebrand Co’Couture, førstnævnte arbejder med salg og sidstnævnte med design. De to kvinder mødtes i 2014 gennem tidligere job og kunne straks mærke, at de havde en speciel kemi og energi imellem sig. Da de i 2015 fik muligheden for at starte Co’Couture op som et selvstændigt brand under New Nordic Brand House, sprang de til.

”Når man får en chance, som vi fik, så skal man gribe den. Vi skulle selvfølgelig lige mærke efter, men den rigtige mavefornemmelse var der fra start, og den har vi fulgt og stolet på lige siden, ” fortæller Julie Christine Rasmussen.

Coco inspirerer

”Vi stræber efter at skabe et brand, der giver en følelse af lidt luksus i hverdagen. Designet er feminint, lækkert og underspillet sexet. Hos os er det tilladt at drømme stort,” siger Julie Christine Rasmussen.

Tøjet skal se dyrt og lækkert ud, designet skal være cool og emme af god stil. Smukke print og gode kvaliteter til overkommelige priser er brandets kendetegn. Med Co’Couture har de skabt deres eget udtryk og ramt et hul, hvor de har mulighed for at lege med designet og tilføre det en personlighed og kant. Iben Bals kilde Laursen og Julie Christine Rasmussen fortæller, at de elsker måden, de franske kvinder klæder sig på og er inspireret af deres mod til at turde. For Co’Couture er bedst, når de tør og ikke går på kompromis. De to kvinder kender deres brand og ved, hvor de skal befinde sig trend- og prismæssigt.

”Co’Couture ligger bevidst i butikker med en markant profil, og ofte blandt brands i en højere prisklasse, hvor Co’Couture kan være det lidt mere prisbevidste alternativ, som stadig appellerer til den modebevidste forbruger med sans for kvalitet og med modet til at turde skille sig ud,” forklarer Iben Balskilde Laursen.

Navnet Co’Couture, som egentlig er en sammentrækning af Cool Couture, har også referencer til en af de helt store inspirationskilder. Coco Chanel, som de to drivkræfter bag brandet begge elsker.

”Coco Chanel var rebelsk og et stilikon med sin helt egen personlighed og mission. En kvinde, der gjorde, hvad hun ville, og revolutionerede den måde, kvinder klæder sig på. Hun viste, at man skal tro på det, man gør. Vi følger hver dag vores intuition, og vi går helst ikke på kompromis med vores design,” siger Julie Christine Rasmussen.

’With Love and Joy’ er deres lille mantra, og netop kærligheden til deres job, og den følelse af glæde, når de og deres team lykkes, kommer tydeligt frem i deres design. Mantraet bruges således på hangtags, som print på deres bedst sælgende t-shirts, på deres hjemmeside, i mailsignaturen og mange andre steder.

Co’Couture
Konstant pingpong

De to kvinder bag Co’Couture taler meget passioneret om deres brand. Interviewet foregår over telefonen, og det kan være svært at høre, hvem der siger hvad, for de har meget på hjerte, så det er med at holde tungen lige i munden og fingrene på tastaturet og så bare følge med. De afslutter hinandens sætninger og supplerer hinanden for at sætte lidt flere ord på deres makkerskab og fælles projekt. De fortæller, hvordan de er gode til at løfte sammen og altid ved, hvor de har hinanden. Det handler om at være i kontakt hele tiden og have en konstant pingpong kørende.

De har begge en naturlig flair for deres fag og en automatisk interesse i alle processer. Det gælder både inden for design, salg, produktion og indkøb, hvor de er inde over alle processer. Det kræver dog hårdt arbejde at starte et nyt brand op, forklarer Iben Balskilde Laursen og Julie Christine Rasmussen, som mener, at det er vigtigt at have en klar mission, give sig selv 110 procent hele tiden og være villig til at arbejde 24/7. Stoltheden over brandet og over, hvor godt det går, kommer tydeligt ud gennem telefonen. Det her er et projekt, der ikke kunne lykkes, hvis ikke de stolede 100 procent på hinanden.

”Vi har hver vores spidskompetence. Julie er for eksempel ekstremt dygtig til design og til at finde de helt rigtige kvaliteter, og mine kompetencer ligger inden for salg, men vi har begge flair for, hvad der sælger. Vi skylder os selv og ikke mindste vores kunder, at Co’Couture er en god forretning,” siger Iben Balskilde Laursen og tilføjer, at de er meget bevidste om, at de først er en succes, når deres kunder har et godt gennemsalg af Co’Couture, og ikke i det øjeblik de får en god ordre.

Julie Christine Rasmussen supplerer:

”Iben er en vildt dygtig og passioneret sælger – hun er hele tiden i tæt dialog med vores kunder og er min forlængede arm, når det gælder design. Hun formidler budskabet og tør sælge trends – det er altafgørende for vores succes.”

Danmark og udlandet

Iben Balskilde Laursen og Julie Christine Rasmussen har fundet den rigtige sammensætning, og det går godt for brandet med hovedsæde i Kolding. Rigtig godt. Omsætningen i det første halve år af 2018 er næsten fordoblet sammenlignet med samme periode i 2017. Co’Couture har kraftig vækst i Danmark, og drømmen om at nå ud over landets grænser er de godt i gang med at realisere.

Brandet er ved at være et kendt navn i Norge, Sverige, Holland og Belgien, hvor de står rigtig stærkt. De er lige gået ind på det engelske marked, og næste skridt er Tyskland. Men det kræver, at de finder de rigtige agenter, som forstår Co’Couture og ånden. Også Italien og Spanien har fået øjnene op for det danske modebrand, og de er også blevet kontaktet af agenter, der gerne vil sælge Co’Couture under de sydlige himmelstrøg. Det er brandet dog ikke parat til endnu.

Det kræver ekstra ressourcer at sælge til de sydeuropæiske lande, og da brandet, ifølge Iben Balskilde Laursen og Julie Christine Rasmussen, på nuværende tidspunkt næsten ikke kan følge med egen succes, må det vente lidt endnu. De tager én ting ad gangen, og der er rigeligt at se til allerede. Der ligger også en drøm om på et tidspunkt at gå ind i USA og Canada.

”Vi er meget bevidste om, at vi skal kunne kravle, før vi kan gå. Der skal være styr på de eksisterende markeder, inden vi bevæger os ind på nye,” lyder det fra Iben Balskilde Laursen.

De to kvinder bag det danske modebrand har indset, at de bliver nødt til at vækste i et tempo, hvor de selv kan følge med. Det betyder blandt andet, at de er godt i gang med at finde de rette medarbejdere til nogle nøglestillinger, så de kan få frigivet ressourcer. Da Co’Couture har vækstet hurtigt, har Iben Balskilde Laursen og Julie Christine Rasmussen selv været inde over det meste. De har dog været nødt til at erkende, at det ikke længere er muligt, så deres roller vil ændre sig i takt med, at brandet vækster, men deres passion og drive for henholdsvis design og salg er uændret.

”Vi er superglade for, at vi endelig er et sted, hvor vi kan slappe lidt af mentalt, for der har været mange søvnløse nætter og store beslutninger undervejs. Vi har hele tiden vidst, at vi ville lykkes med Co’Couture. Vi har haft den rigtige fornemmelse fra starten. Ellers havde vi heller ikke gjort det,” siger Julie Christine Rasmussen, hvortil Iben Balskilde Laursen tilføjer:

”Vi er stadig ydmyge over vores succes og ved, at det kan ændre sig hurtigt igen. Hele missionen er at skabe et brand i fortsat vækst, og vi er meget bevidste om, at hvis vi ikke er med på beatet, kan succesen være slut i morgen.”

Co’Couture

Artiklen blev bragt i TØJ nr. 3 2018, sektion 2.