Den tyske webshop Zalando, der er yderst populær blandt danskerne, har netop offentliggjort regnskabet for 2018. Webshoppen øger omsætningen med 20 procent og når en milliard besøgende, men den primære drift går tilbage.
Ifølge FDIH har den tyske webshop Zalando været danskernes favoritnetbutik de sidste tre år. Webshoppen har netop offentliggjort årsregnskabet for 2018, der er gældende for perioden den 1. januar til den 31. januar 2018.
Zalando fortsætter med succes og øger altså både omsætningen og antallet af brugere. Omsætningen steg med 20 procent fra 4,4 mia. euro i 2017 til 5,4 mia. euro i 2018.
Antallet af aktive brugere oplevede ligeledes en positiv stigning. Antallet steg fra 23,1 mio. brugere i 2017 med 90,5 mio. ordrer, til 26,4 mio. brugere og 116,2 mio. ordrer i 2018. Det var især fjerde kvartal af 2018, der bidrog positivt til udviklingen i antallet af aktive brugere. Zalando rundede en milliard besøgende i sidste kvartal og fik derved 1,3 million nye kunder.
”2018 bød på udfordringer, men vi fokuserede vores indsats på fjerde kvartal for at sikre en stærk afslutning på året. Vores præstation i fjerde kvartal giver os troen på, at vores langtidssigtede vækstplan kører på skinner,” fortæller Co-CEO i Zalando, Rubin Ritter, i en pressemeddelelse.
På trods af en øget omsætning går resultatet af den primære drift alligevel efter justeringer markant tilbage. Koncernens EBIT lander således på 173,4 mio. euro i 2018 mod 215,1 mio. kroner i 2017. Zalando fortæller, at de foretog nedjusteringer af forventningerne til budgettet allerede tilbage i september 2018 med den varme sommer som primære årsag.
Den tyske webshop har en ambition om at være ’’The Starting Point for Fashion’’, og for at nå målet har de finjusteret virksomhedens strategi. De vil blandt andet udrulle medlemsprogrammet ’Zalando Plus’ internationalt, ligesom de også vil udvider partnerprogram og fortsætter med investering i teknologi og logistik.
I forbindelse med årsrapporten offentliggjorde Zalando også to nye ansigter i topledelsen. David Schröder, der skal varetage stillingen som CFO, og Jim Freemann, der bliver CTO, skal således supplere den allerede eksisterende ledelse bestående af David Schneider, Robert Gentz og Rubin Ritter.