For andet år i træk kan Thygesen Textile Group præsentere et rekordregnskab. “Et godt resultat forpligter, og denne udfordring er vi klar til at gribe,” lyder det fra CEO og Partner Jens Thygesen.
I et år hvor Thygesen Textile Group kunne fejre 90-års jubilæum, kunne de også fejre endnu et rekordregnskab. Det fremgår af koncernens seneste årsregnskab, som netop er offentliggjort.
Regnskabet, som er gældende for perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2021 viser en stigning i omsætningen fra 225 mio. kroner i 2020 til 303 mio. kroner i 2021. Ifølge en pressemeddelelse fra koncernen kan omsætningsstigningen henføres til især det vietnamesiske datterselskab Thygesen Textile Vietnam samt Innflow i Vejen og Sustinandfriends i Ikast.
Årets resultat lander på 81,8 mio. kroner mod 55,7 mio. kroner i 2020.
I 2021 blev yderligere tre nye danske selskaber en del af Thygesen Textile Group, der dermed tæller ni datterselskaber.
”Det, at vi spreder vores aktiviteter og hele tiden forsøger at udvikle virksomheden, gør os mindre sårbare, og det stiller os stærkt, når vi bliver presset af udefrakommende faktorer,” udtaler CEO & Partner Jens Thygesen og fortsætter:
”Sydøstasien er et kæmpe marked, og vi ser derfor store ekspansionsmuligheder hos vores vietnamesiske datterselskab. Rent strategisk ligger Thygesen Textile Vietnam rigtigt godt geografisk placeret, og det er derfor naturligt for os at kigge på vækstmuligheder i dette område. Et godt resultat forpligter, og denne udfordring er vi klar til at gribe.”
Siden Thygesen Textile Group så dagens lys i 1931 har der været fokus på at nytænke, og på det seneste har koncernen sat turbo på digitalisering med onlineaktiviteter via egne webshops og online market places, da dette er et område, som de forventer sig meget af og anser for en nødvendig investering i den fremadrettede forretningsudvikling.
Som et led i den overordnede digitaliseringsstrategi stiftede tekstilkoncernen i 2021 et nyt selskab med fokus på onlineplatforme.
”Vi er så stolte og taknemmelige over alle vores medarbejdere, som igen har været forandringsparate og dygtige i en til tider presset hverdag. De har alle formået at tænke nyt, optimeret på situationen og tillært sig nye færdigheder. Vi er dermed ikke kun styrket på økonomien – men vi er også blevet styrket på personalefronten,” udtaler CEO & Partner Morten Thygesen.
Thygesen Textile Group består af en række danske handelsvirksomheder inden for tekstil, der tilsammen beskæftiger 58 medarbejdere samt en produktionsvirksomhed i Vietnam med både strikkeri og systue, der tæller en stab på 652 medarbejdere. Herudover har koncernen ejerandele i selskabet Müller Textil GmbH i Tyskland, hvis hovedprodukt anvendes inden for automobilindustrien.
Foto: Thygesen Textile Group