De danske netbutikker oplever i øjeblikket et hårdt pres gennem et vigende salg og de tårnhøje priser på alt fra energi til leveringsomkostninger, som er fulgt med i coronakrisens kølvand.

At drive forretning er ikke simpelt – det gælder både de fysiske butikker og de mange netbutikker, som ellers oplevede en stor fremgang under coronakrisen, hvor de fysiske butikker blev lukket ned i en periode. Netop det vigende salg og de stigende omkostninger presser de danske netbutikker, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv, som peger på, at særligt de mindre virksomheder begynder at blive ramt.

 

Ikke kun ren leg

Bag netbutikken LirumLarumLeg står Anna Lytzen, som i 16 år har drevet den digitale butik med fin og stabil vækst. Coronakrisen forvandlede imidlertid hendes hverdag på meget kort tid.

”Det eksploderede nærmest fra den ene dag til den anden. Det var helt vildt, og vi måtte hurtigt ansætte flere og leje nye lokaler for at kunne følge med,” fortæller Anna Lytzen til Dansk Erhverv. Hun tilføjer, at det faldende salg allerede begyndte at kunne mærkes op til julen 2021, og at de høje priser på fragt og energi presser virksomheden yderligere.

Dog er det ikke kun LirumLarumLeg, der har mærket det store pres. Faktisk viser Dansk Erhvervs E-Handelsbarometer, at halvdelen af butikkerne oplever en omsætningsnedgang.

Kilde: Dansk Erhverv

 

”Der er ikke panik, men især de lidt mindre virksomheder begynder at mærke presset,” forklarer e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund, der også peger på, at E-handlen stadig vokser sammenlignet med tiden før corona, men at netbutikkerne har en markant anderledes hverdag, som det ser ud lige nu, hvor hver tredje forventer et fald på mellem 5 og 25 procent i 2. kvartal.

Kilde: Dansk Erhverv

Er der en fremtid for dansk e-handel?

De stigende priser på fragt, varer og energi sammenholdt med dårligere salgstal rammer netbutikkerne både på bundlinjen og på medarbejderstaben, som om nødvendigt må reduceres, skriver Dansk Erhverv. De afdæmpede forventninger i branchen markerer et markant skifte i forhold til de seneste mange år, hvor branchen har været præget af stor vækst.

”Jeg mindes ikke at have set så pessimistiske forventninger i dansk e-handel. Det er kommet forholdsvist pludseligt – som væksten under corona også gjorde – og det har ikke gjort det nemmere for virksomhederne, at de på så kort tid er gået fra knap at kunne følge med til nu at kigge nervøst på bundlinjen.”, siger Niels Ralund.

 

Kilde: Dansk Erhverv

Netbutikkerne forventer ikke, at tendensen vender lige foreløbig, og det bakkes op af Niels Ralund:

”Vi må erkende, at udfordringerne med leveringstider og stigende omkostninger ikke ser ud til at blive løst lige foreløbig, og det vil presse de danske virksomheder.”

Han pointerer dog, at man hos Dansk Erhverv selvfølgelig vil rådgive om, hvordan det er muligt at skabe vækst på trods af stigende omkostninger, så dansk e-handel også kommer til at stå stærkt i fremtiden.

 

Kilde: Dansk Erhverv