Opbakningen fra kreditorer og finansieringskilder var stor hos modekoncernen, der nu har fået vedtaget den foreløbige rekonstruktionsplan, som skal redde virksomheden.
”Der er grund til at tro, at kreditorerne vil medvirke til den foreslåede løsning, idet både leverandører og udlejere vil få en levedygtig, fremtidig samarbejdspartner i stedet for en konkurs, som ingen er tjent med.” Sådan lød det fra rekonstruktør Andreas Kærsgaard Mylin, inden forslaget til rekonstruktionsplanen blev fremlagt til kreditormødet fredag formiddag.
Nu har PWT Groups kreditorer sagt ja til redningsplanen, og koncernen er dermed et skridt nærmere overlevelse. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Afgørelsen af den foreløbige rekonstruktionsplan skete ved skifteretten i Aalborg, hvor opbakningen fra kreditorer og finansieringskilder var stor.
”Vi er blevet mødt med betydelig opbakning i vores arbejde omkring at lykkedes med at rekonstruere PWT Group efter Covid-19, og vi beholder arbejdstøjet på og fortsætter med at arbejde hårdt, for at vi også i fremtiden har en god virksomhed, der kan være en stærk samarbejdspartner for vores kunder og leverandører,” udtaler adm. direktør i PWT, Ole Koch Hansen, i pressemeddelelsen.
Covid-19 ramte modekoncernen med 110 kilometer i timen. PWT Group, der ellers kom ud af 2019 med et overskud på bundlinjen, gik nemlig i rekonstruktion blot få uger efter nedlukningen af Danmark til stor undren hos leverandører. Derudover trak modekoncernen stikket på den norske del af forretningen, hvor datterselskabet Wagno blev erklæret konkurs.
Rekonstruktørerne Andreas Mylin og Christian Jul Madsen samt ledelsen i PWT Group har fremlagt en plan, hvor Lindbergh-butikkerne lukker, mens 133 butikker under brandet Tøjeksperten og Wagner forbliver i gadebilledet. Det oplyser Finans.
Derudover vil der i virksomhedens wholesale-del blive fokuseret på brandet Lindbergh, mens øvrige mærker nedprioriteres.
Det videre arbejder omfatter blandt andet en rekonstruktionsmodel med forslag og vilkår til kreditorer og en fremtidig finansierings- og ejerstruktur. Det konkrete rekonstruktionsforslag skal til afstemning i starten af juni.
Foto: Wagner