Hvordan påvirker krisen butikkernes indkøbsproces? Kasper Hostrup fra Goods i København og Hanne Sohl fra ff2 i Aarhus fortæller, hvordan de griber det an.
Hvordan køber I ind til sæsonen AW 23/24?
Vi lægger endnu større vægt på vores bestsellerprodukter, som ikke er sæsonvarer. For os er bestsellervarer for eksempel skjorter i en særlig kvalitet og unikke tasker, der er svære at få fat på. På samme måde udvælger vi eksklusive produkter med kant i form af materiale eller design, som meget få forhandler på verdensplan.
Hvordan er jeres indkøb påvirket af den nuværende krise?
Vi besøger og vurderer flere brands end nogensinde før. Hvis vi skal overleve som multibrand-retailer i vores kategori, bliver vi nødt til selv at kunne diktere, hvordan vi driver forretning. Det vil sige, at hvis vi kan finde brands og produkter, der ikke er meget eksponeret i vores marked, skal vi heller ikke bekymre os om, hvordan andre præsenterer brandet, prissætter det eller reducerer prisen tidligt på sæsonen. Vi har fortsat stort fokus på eksisterende brands og det gode lange ’business partnership’.
Regner I med at købe mindre ind til AW 23/24 end tidligere?
Vi udvider forretningen til dobbelt størrelse til februar, så vi køber derfor ind til en fornuftig fremgang, men det havde vi gjort uanset hvad.
Hvordan køber I ind til sæsonen AW 23/24?
Vi besøger showrooms i Paris og København, som vi plejer. Efter vores mening finder man her den mest interessante mode.
Hvordan er jeres indkøb påvirket af den nuværende krise?
Vi har selvfølgelig verdenssituationen i baghovedet, men overordnet set ændrer det ikke ved vores indkøb. Det nytter ikke at skrue for meget ned for budgettet eller nedtone stilen til basisvarer. Det er vigtigt, at vi fremstår attraktive.
Hvilke produkter vil I gå efter at købe ind til sæsonen AW 23/24?
Vi holder os overvejende til eksisterende brands, men vi er åbne overfor, hvad der bliver præsenteret for os. Vi fokuserer på mode med kant, der har bæredygtighed som grundparameter.