Hvordan køber I ind til sæsonen SS 24? Hvilke produkter vil I gå efter at købe ind? Hvad er jeres forventninger til messen? De spørgsmål har TØJ stillet de to butikker Hinges Hus i Ringkøbing og Sœurs i Gilleleje.
René Kodbøl Sonne-Hansen og Mathilde Eriksen
Henholdsvis indehaver og indkøber hos Hinges Hus i Ringkøbing
Hvordan køber I ind til sæsonen SS 24?
Vores indkøb vil være en velkurateret selektion af danske og internationale brands til begge køn. Brands og styles, der ud fra vores optik har noget at byde på, og som har sin berettigelse i en anderledes tid, hvor al detail har været udfordret. Vi kigger altid på vores salgsdata, spotter trends og går samtidig efter vores egen personlige smag, når vi disponerer.
Hvilke produkter vil I gå efter at købe ind?
Som primært fysisk butik med en lille online shop skal vi være endnu skarpere på storytelling om det enkelte brand. Der er et hav af stærke danske brands, hvilket altid har høj prioritet blandt andet på grund af vores lokation i Ringkøbing med en høj grad af turisme. For os som fysisk multibrandbutik har vi netop chancen for at gøre den største forskel, da slutforbrugeren igen vil ud og have oplevelsen i detailhandlen – og det lykkedes vi i den grad med her i Hinges Hus.
Hvad er jeres forventninger til messen?
Vi forventer en messe, hvor der tales mere sund forretning for alle parter. Der vil som altid være god stemning, men jeg tror også, at den nuværende situation vil have sin påvirkning på messens temperatur. Vi kommer med højt humør, optimisme, realisme og troen på, at vi vil finde lige præcis de rigtige produkter til hele SS 24-sæsonen.
Simone Wiuf Larsen og Nicoline Wiuf Larsen
Indehavere af Sœurs i Gilleleje
Hvordan køber I ind til sæsonen SS 24?
Vi har generelt et stort fokus på slow fashion – det vil sige klassiske og tidløse styles i god kvalitet, som gerne holder flere sæsoner og ikke nødvendigvis er så sæsonbestemte. Vi køber meget ind med hjertet og tænker nok ikke så meget over sæsonen på den måde.
Hvilke produkter vil I gå efter at købe ind?
Vi tænker meget over at vælge de kvalitetsbaserede produkter, og vi mener personligt, at det er en mere bæredygtig måde at omfavne moden på – især i forhold til de nuværende kriser i samfundet. Vi prøver generelt at undgå at købe sæsonens tendenser i forhold til farver og styles. Vi køber i stedet de farver, vi personligt godt kan lide, og de styles, vi synes er brugbare i en garderobe.
Vi har selvfølgelig in mente, at vores butikker ligger i en sommerby, så shorts og sommerlige kjoler er et must. Derudover går vi generelt efter styles, der er lyse, luftige og lækre.
Hvad er jeres forventninger til messen?
Vi glæder os til at se en masse fine varer. Vi er altid spændte på at se, hvilke bæredygtige tiltag der er kommet siden sidste messe.