En virksomhed der laver sko med behagelige høje hæle. Er det muligt? Helt bestemt. Hos Roccamore kan man finde smukke sko, som man kan gå i hele dagen. Målet er at få det bedste frem i brugerne. 

Brandet Roccamore er mere end udelukkende et modebrand. Hver sko bliver produceret af en årsag, og for virksomhedens stifter, Frederikke Antoine Schmidt, har målet været at lave smukke sko, som samtidig er behagelige at have på. ”Roccamore blev lanceret med en Kickstarter-kampagne i 2014, hvor det handlede om at skabe en onlinekampagne, som kunne lave noget larm. Efter kampagnen blev vi 220 procent finansieret til at lave den første produktion, og virksomheden blev registreret i 2015,” fortæller Frederikke Antoine Schmidt i et interview med TØJ – Fashion & Business Trends, hvorefter hun uddyber:

”Hos Roccamore vil vi gerne lave sko, der er behagelige at gå i, men som man ikke nødvendigvis kan se, er behagelige. Hele ideen om at lave høje hæle, som man kan gå i hele dagen, handler om at få kvinder til at føle sig succesfulde. Det kan nærmest sammenlignes med et skræddersyet jakkesæt, som på en eller anden måde udstråler magt og overskud. Ved at tage et par smukke sko på med høje hæle kan kvinder også komme til at føle sig magtfulde, og de kan ikke mindst finde deres plads i verden.”

 

Flot vækst og kreativ tilgang til markedsføring

De seneste år har Roccamore formået at fordoble deres resultat hvert år, og i 2021 kom Roccamore ind på en tolvteplads på Børsens top-25 over Gazellevirksom­heder, og de blev også Regionsvinderen for København. For Frederikke Antoine Schmidt er der flere årsager til den flotte fremgang.

”Det handler om de mennesker, der er omkring brandet samt vores samarbejdspartnere, og det handler om dem, der køber sko. Derudover har det også meget med synlighed at gøre. Vi har været gode til at lave events – faktisk har vi haft tre-fire events om ugen året rundt, og der er i den grad brug for, at man som virksomhed også er offline og nærværende. Det er tidskrævende, men det er også en god investering i brandet og i fremtiden,” siger hun.

Ud over de mange events har Roccamore også åbnet flere butikker, og alt det – sammen med flere succes­fulde markedsføringskampagner – har også været med til at skubbe Roccamore ud over rampen.

”Vores kampagner handler om at fejre de kvinder, der allerede er lykkedes med at stå stærkt i verden. Deres historie er vigtig at få frem i en tid, hvor alle går rundt i den samme trummerum. Det er sundt at få lavet et indspark, som handler om noget andet,” forklarer Frederikke Antoine Schmidt og uddyber:

”Det er nemt at falde ned i et hul og synes, at verden er imod en, men den passivitet kan man generelt ikke bruge til noget. Hvis man vil opnå noget her i livet, så må man kæmpe for det. Man kan, hvad man vil, og hvis man ikke har gjort det, er det fordi, man har valgt det fra. Vores sko skal være med til at vise vejen for de kvinder, som tør, og som vil noget andet.”

 

”Verden har brug for færre, men bedre produkter”

Gennemsigtighed i alle processer er vigtig for Frederikke Antoine Schmidt og Roccamore som brand. Derfor har hun og virksomheden også gået benhårdt efter at opnå en Cradle to Cradle-certificering – et mål som blev opnået i 2021.

”Formålet med hele certificeringsprocessen var at finde ud af, hvordan vores værdikæde så ud, og det brugte vi et helt år på. Vi ville gerne optimere både processer og komponenter, men der er mange områder inden for produktionen, og derfor har det været en svær proces. For os er det dog vigtigt at vise, hvor tingene kommer fra,” fortæller Frederikke Antoine Schmidt.

Roccamore er det første skobrand i verden, som har fået certificeret en højhælet sko, og det sætter nogle tanker i gang hos Frederikke Antoine Schmidt.

”Der er noget prestige over at være det første skobrand i verden til at blive certificeret, men det er også lidt deprimerende, for jeg kan ikke undgå at tænke på, hvad de andre går og laver? Hos Roccamore kan man spore det anvendte læder helt tilbage til den enkelte ko, og hvor den har græsset, via en QR-kode inden i skoen. Det handler om transparens, og det handler om at blive bedre,” siger hun og fortsætter:

”Vi kører heller ikke med sæsoner i Roccamore. Vi producerer skoen, når den er færdig, for her er det rigtige fit det vigtigste. Vi prøver at sende nye modeller ud hver måned, men generelt fokuserer vi på at fjerne så meget støj som muligt for kunderne og finde ud af, hvad de har brug for.”

Hos Roccamore har de netop lanceret deres første flade sko og deres første sandaler. Derudover arbejder skobrandet en del med innovative materialer.

”Vi bruger meget tid på at rette til og gøre tingene bedre. Verden har ikke brug for flere produkter – den har brug for færre, men bedre produkter, og det kan vi bidrage med,” lyder det afslutningsvist fra Frede­rikke Antoine Schmidt.