Sisters Point er blevet overtaget af brandets direktør gennem 10 år, Rasmus Buus Nielsen. TØJ har talt med den nye ejer, som fortæller om overtagelsen.

Sisters Point er blevet overtaget af firmaets direktør gennem 10 år, Rasmus Buus Nielsen, og hans hustru Susanne Buus Nielsen.

”Det har, de sidste 8 år siden Rasmus og Susanne blev medejer, ligget i kortene, at Rasmus og Susanne en dag skulle overtage firmaet. Det glæder mig, at det nu er lykkedes for dem, og jeg er sikker på, at de vil fortsætte den gode rejse, som Sisters Point har været på over de sidste godt 23 år,” udtaler Allan Freivald, som startede firmaet i 1994, og sidenhen har været direktør og ejer.

Overtagelsen for Rasmus Buus Nielsen og Susanne Buus Nielsen skete med virkning fra den 30. juni 2018. Ifølge Rasmus Buus Nielsen kommer virksomheden ikke til at mærke nogen mærkbar forskel ved ejerskiftet, da Rasmus Buus Nielsen har siddet som direktør for Sisters Point de seneste 10 år, samtidig med at Susanne Buus Nielsen fortsætter som kreativ chef for virksomheden, hvor hun primært arbejder med indkøb/design og marketing.

”Jeg vil gerne videreføre, den måde vi har gjort tingene på indtil nu, og sørge for at brandet klarer sig godt, så vi bliver ved med at have tilfredse kunder. Det vil vi fortsat gøre ved at have fingeren på pulsen hver dag og lave friske varer i sæsonen til omgående levering. Vores strategi er, at kunden køber en vare i dag og får den leveret i morgen,” siger Rasmus Buus Nielsen til TØJ.

Dog har Sisters Point et nyt skud på stammen, som er brandet Love & Divine, som virksomheden startede for blot to år siden. Et dyrere og eksklusivt mærke, som rammer Premium-målgruppen. Rasmus Buus Nielsen ønsker i fremtiden at få brandet til at udvikle sig og vokse og slutter af med at fortælle, hvordan virksomhedens overordnede tankegang er:

”Vi er som en lille speedbåd på vandet, vi skal lynhurtigt navigere i den retning, som vores kunder efterspørger.”

For ham er glade og tilfredse kunder og forbruger det vigtigste, da de er grunden til, at det går brandet godt. Rasmus Buus Nielsen nævner også, at medarbejderne i Sisters Point er den vigtigste parameter, og at deres arbejdsindsats og engagement er alt afgørende for firmaets succes.