Pandemi og nedlukning har sat strøm til liveshopping. Det får Anders Holch Povlsen til at investere i et lille svensk IT-selskab.

Både stormagasiner og mindre specialforretninger har måttet tænke kreativt for at nå forbrugerne under nedlukningerne af detailhandlen i både 2020 og 2021.

Sociale medier blev redskabet – og med stor succes. Både Salling Stormagasiner og modeforretningen Queen & Kids melder om gentagende succeser til deres liveshopping-events.

Den relativt nye måde at nå kunderne på har fået Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen til at investere i en mindre, men vækstende svensk IT-virksomhed, der har udviklet en platform til liveshopping. Det skriver Børsen.

For 310 mio. svenske kroner har han via et af sine investeringsselskaber, Brightfolk, erhvervet sig godt 10 procent af svenske Bambuser, der er noteret på First North-Børsen i Stockholm.

“Brightfolk har investeret i Bambuser, fordi vi har en klar forventning om, at liveshopping bliver en markant større salgskanal i fremtiden,” lyder det i en mailkommentar fra Lise Kaae, som er adm. direktør i Heartland, der er moderselskab for Brightfolk, hele Bestseller-koncernen og mange andre selskaber.

“Vi tror, at liveshopping både for mange kunder og for mange virksomheder vil være en foretrukken model at købe og henholdsvis sælge digitalt på,” siger Lise Kaae.

Foto: Anders Holch Povlsen, Bestseller