Den danske modekoncern DK Company har endnu en gang været på opkøb – denne gang i Tyskland, hvor koncernen pr. 1. januar 2020 overtager et tysk onlineselskab.

Pr. 1. januar 2020 overtager DK Company det tyske onlineselskab MeineMarkenMode GmbH, som arbejder tæt sammen med de største onlinepartnere som Amazon og Zalando, og som har en årlig omsætning på over 300 mio. kroner. Med opkøbet får DK Company bedre muligheder for at skabe synergier inden for den voksende onlinehandel. Handlen er dog betinget af de tyske myndigheders godkendelse.

”Det er et strategisk vigtigt køb, da vi fremover både dækker partnerprogrammer i tæt samarbejde med de største onlinere og slutbrugeren, hvilket passer godt ind i vores strategi om at gøre vores produkter endnu mere tilgængelige ved at være tættere på kunderne. Selskabet sælger hovedsageligt DK Company brandsene Solid, Blend, Tailored & Originals samt BlendShe,” udtaler koncerndirektør Jens Poulsen i en pressemeddelelse.

 

Stærkt funderet i midmarket segmentet for herretøj

Det er blot otte måneder siden, at DK Company sidst foretog en større investering, da koncernen overtog fire brands fra den konkursramte modevirksomhed CNS Group. Senere frasolgte DK Company dog to af de fire brands til modevirksomheden Minus A/S.

Opkøbet konsoliderer det stærke fundament, som DK Company har skabt i midmarket segmentet med sine herrebrands, som i dag genererer en omsætning på 1 mia. kroner om året.

”Vi er glade for at få MeineMarkenMode om bord, så vi sammen kan tage de næste skridt og udnytte synergierne ved både partnerprogrammerne og den direkte business-to-consumer handel,” lyder det videre fra Jens Poulsen. Fremover vil det tyske onlineselskab fortsat blive drevet fra Münster i Tyskland, ligesom de nuværende direktører, Eugen Allerborn og Timo Bethlehem, begge indtræder som medejere og fortsætter i deres nuværende stillinger.

DK Company råder i dag over 22 brands, og koncernen kunne i sit seneste årsregnskab præsentere et overskud på 191 mio. kroner.