Er webshoppen et obligatorisk stop på vejen til succes? Det kan mange erhvervsdrivende nok blive enige om, og som det ser ud i nutidens modebranche, og med den stigende digitalisering, har de fleste adopteret onlineuniverset. Historien er dog en lidt anden hos retailkonceptet Kings & Queens, som har ventet mange år med at lancere en webshop: ”Det har været en langsommelig proces, men vi har gjort tingene rigtigt,” lyder det fra den administrerende direktør, Carsten Plambæk.


Artiklen er en del af et tema om herremode i Branchebladet TØJ AW 19 Men/Women


”Vi har præsteret en flot overskudsgrad samt skabt en fornuftig og god forretning – men vi har også knoklet for det. Loyale medarbejdere er fundamentet, og virksomheden havde ikke været, hvor den er i dag, uden dem,” indleder Carsten Plambæk, da TØJ fanger ham på telefonen.

Men direktøren er heller ikke helt grøn i faget.

”Jeg har altid været i tøjbranchen. Jeg startede i 1987 i en herretøjsbutik, og senere prøvede jeg kræfter med både indkøber­ og sælgerfaget. Her fik jeg meget hurtigt smag og fornemmelse for, hvad det at drive forretning går ud på. Og der stod jeg så, med en masse erfaring og lysten til at være selvstændig – så i 2004 åbnede jeg simpelthen min første butik,” fortæller Carsten Plambæk.

 

Første slag i Slagelse

”Vi startede Kings & Queens op, fordi vi syntes, at der manglede et lidt yngre koncept til både drenge og piger. Og selv om det var i begyndelsen af en ekstrem, økonomisk nedgang, følte jeg, at vi havde en stærk berettigelse,” starter direktøren sin fortælling.

Den første butik i Slagelse fik en rigtig god start på livet – dengang var det næsten rene københavnervarer, der lige pludselig landede i provinsen, og det gjorde man ikke ret meget i på daværende tidspunkt, kommenterer Carsten Plambæk. Virksomheden fik blod på tanden efter succesen i Slagelse og startede, ikke ret lang tid efter, en butik op i Svendborg og kort tid efter en butik i Sønderborg.

”Da vi nåede butik nummer fem, begyndte vi at tænke i kædedrift. Min partner gik desværre bort, så jeg fik en ny kompagnon, Sam Jessen, som jeg faktisk har været i lære sammen med i tidernes morgen. Vi kørte hele molevitten videre sammen, og min kone Pia kom også ind i virksomheden,” fortæller direktøren.

På nuværende tidspunkt er Kings & Queens oppe på 19 butikker og har et spændende projekt på tegnebrættet, hvor to splinternye butikker til foråret skal pryde strøget i både Aarhus og København.

”Vi er gået fra at være et lille pilotprojekt til at være en stor, kædestyret virksomhed. For to år siden åbnede vi hovedkontor og startede med 1.000 kvadratmeter lagerhaller. Nu har vi udvidet til 3.000 kvadratmeter, som huser 14 mennesker. Det bliver spændende for os at komme til storbyen,” siger Carsten Plambæk.

 

”Vi har bygget vores Formel 1-ræser”

I forhold til mange andre modevirksomheder er det lidt sent, at Kings & Queens først i 2018 har valgt at lan cere en webshop.

”I dag er det vores vurdering, at når man er en kæde, kan man ikke drive sin forretning uden at have en webshop. Men vi har simpelthen ikke været klar til det, og den lidt ’sene’ lancering har i virkeligheden grobund i, at vi har prioriteret vores butiksnetværk og at få bygget den rigtige varepakke op. Da vi følte, at netop dét var på plads, og at vi samtidig havde solide faciliteter i ryggen, startede vi onlinedækningen op,” fortæller Carsten Plambæk.

Egentlig havde Kings & Queens i forvejen sørget for at have de nødven ige ressourcer – både lagerfolk og en SoMe­ afdeling. Derfor krævede det ikke særlig meget mere personale, da webshoppen kom til verden.

”Vi ser også en enorm fremtid og en differentierings strategi i omnichannel – i særdeleshed ’click and collect’­ delen. Vi er stadigvæk i startblokken, hvor vi har bygget en Formel 1­-ræser, men vi skal lige have motoren i,” kommenterer direktøren.

Ifølge virksomhedens estimat er det nuværende system gearet til at kunne omsætte for 50 millioner kroner inden for tre år, og yderligere eksisterer der en ambition om at nå 100 millioner kroner inden for fem år.

Carsten Plambæk udøver samme fremgangsmåde, som med sine butikker:

”Vi har stille og rolig fart på. Vi er købmænd, og vi vil gerne lave en forretning, men vi vil også yde en ekstra service – det har vi meget fokus på.”

 

Opskriften på succes?

Men hvad er så opskriften på den succes, som Kings & Queens har formået at skabe?

”Det er simpelthen såre simpel: hårdt arbejde. Vi har været dygtige, men vi har også haft heldet med os. Vores virksomhedskultur er helt unik, synes jeg. I virksomheden har vi nogle gode værdier, og folk vil gerne arbejde, indtil tingene lykkes – uanset hvor meget op ad bakke, vi skal gå. Der er i hvert fald ikke noget, der er kommet af sig selv,” kommenterer direktøren med et henslængt grin, hvortil han tilføjer, at det har været en langsommelig proces, hvor tingene er blevet gjort rigtigt.

Carsten Plambæk fortæller også, at virksomheden har hentet rigtig meget sparring i den nuværende partner, Sam Jessen, som har haft succes med at åbne butikker gennem 25 år. En partner, som har haft skabt sig en fornuftig forretning og havde noget likviditet, som gjorde, at Kings & Queens stod mere solidt på springbrættet til sin egen rejse.

”En finansiel, aktiv partner på sparringsniveau – og så med en ordentlig portion viden om kædedrift oveni. Det har uomtvisteligt også været en del af vores succes. En anden ting er, at vi har fundet et koncept, der virker optimalt på de kvadratmeter, som vi har til rådighed. Vi er stærke på sko, tøj og accessories til både drenge og piger i alderen 15-­25 år. Der er skabt en plads i markedet til os i en tid, hvor flere kæder har været nødt til at lukke ned,” forklarer Carsten Plambæk.

 

Der var en, der var to, der var tre markedspladser

”Lige nu er ambitionen, at vi gerne vil have omkring 30 butikker i Danmark. Det ligger også inden for vores ideramme at prøve konceptet af i Sverige, og vi er faktisk forholdsvis langt i forhandlingerne om at åbne vores første svenske butik,” fortæller Carsten Plambæk begejstret.

Hvis konceptet møder succes på det svenske marked, er Norge den næste i køen. Direktøren vurderer, at virksomheden kan drage fordel af, at Skandinavien som markedsplads er meget sammenlignelig. Og drømmene stopper ikke der. Hvis Skandinavien bliver erobret, vil Kings & Queens på længere sigt også prøve kræfter med det tyske marked, men her er det helt afgørende, at virksomheden henter assistance.

”Partnerskaber er nøgleordet, hvis vi skal ind i Tyskland – det er et svært marked at penetrere. Vi er også ydmyge med henblik på potentielle ekspansioner. Det kan sagtens være, at det tager fem til syv år at få bygget butikker op i det svenske – vi ved det ikke. Den organiske vækst er vores mantra, og så kan vi også følge med. Vi har ventet til, at vi havde pengene, og nu tager vi det stille og roligt herfra,” fortæller direktøren.

Ifølge Carsten Plambæk er det en spændende, men også udfordrende, branche inden for mode. Handelscentrummet er skrumpet, og direktøren er overbevist om, at fremtiden byder på flere lukninger.

”Detailhandlen er under enorm forandring, og jeg tror på fusioner i fremtiden. Det kunne være fusioner med store webshops, der sukker efter fysiske butikker, eller leverandører, der har brug for afsætningskanaler. Vi er i hvert fald meget opmærksomme på, hvilken strategi vi skal vælge, og vi fortsætter på den nuværende kurs. Der skal kæmpes hver dag, og vi har stille og rolig fart på,” afrunder direktøren.