Vernon Sport er en distributørvirksomhed til hele Skandinavien, som i dag repræsenterer omkring 14 forskellige brands til både mænd, kvinder og børn. Virksomheden kunne i 2018 fejre 30års jubilæum, og i den forbindelse har TØJ talt med administrerende direktør, Morten Vernon, som med sine 55 år kører og udvikler virksomheden med fast og kyndig hånd – dog med en snert af barnlig glæde og en masse drengestreger til overs.
Artiklen er en del af et tema om herremode i Branchebladet TØJ AW 19 Men/Women.
…Fra begyndelsen
Morten Vernon startede sit arbejdsliv som børsmægler i 1986, men der gik ikke særlig lang tid, før han begyndte at blive rastløs.
”I virkeligheden var det sjovt at handle med aktier og obligationer, men så skulle det hele pludselig overgå til computere – jeg røvkedede mig,” fortæller direktøren for Vernon Sport.
Midt i alle aktiekursernes op- og nedture havde Morten Vernon altid drømt om at beskæftige sig med noget helt andet, nemlig sin hobby, som på daværende tidspunkt kredsede om outdooraktiviteter såsom adventure, windsurfing og skating.
”Jeg var altid med på det sidste nye,” forklarer han.
Et år inden, at Morten Vernon stoppede som børsmægler, investerede han således i nogle snowboards, som kom sig af en oplevelse på skiferie med nogle venner. Han fik lov til at importere de snevenlige brædder og introducerede den nye dille for det danske marked, men mødte dog bedre modtagelse i Sverige. Vi er tilbage i 1988.
”Da børsmægleriet stoppede helt, solgte jeg min dyre ’guldyuppie’ bil og fik mig en Citroën 2CV i stedet. Og så var det ellers bare ud på landevejen med mine snowboards. Jeg havde lavet mit soveværelse om til showroom – det holdt omkostningerne helt nede,” fortæller Morten Vernon.
En dansker på snowboard – nu må jeg le
”De grinede af mig oppe i Sverige. Hele ideen om, at en dansker skulle lære dem af stå på snowboard, var åbenbart absurd. Men til trods underviste jeg regelmæssigt, og nok til at jeg kunne tjene til dagen og vejen,” siger Morten Vernon.
I 1991, efter snowboardæraen, opdagede han inlineruniverset og valgte at købe et par med hjem til Danmark. De skulle selvfølgelig vises frem i København, så Morten Vernon tog det rullende legetøj på fødderne og inhalerede reaktionerne på gaden. Flere stoppede op og smed positive kommentarer med på vejen, så han satsede og begyndte igen at importere.
”Denne gang blev det kæmpestort og toppede lige omkring 1996,” forklarer direktøren.
I slutningen af 1990’erne tog Morten Vernon på sportsmesse i München, og i et forladt hjørne spottede han en mand, der solgte aluminiumsløbehjul.
”Jeg kunne se, han røvkedede sig, men jeg henvendte mig og købte en af disse sjove genstande. Jeg tog det med hjem til Danmark og kørte samme fremgangsmåde som med inlinerne. Folk var helt vilde, og derfor besluttede jeg mig for at købe en hel container. I starten ville ingen købe, og jeg fik alle varerne retur før sommerperioden 1999 – det kostede mig lige en halv million kroner,” fortæller Morten Vernon med fortrydelse i stemmen.
Men efter sommeren blev direktøren noget overrasket, og fortrydelsen fortrak sig, da salget lige pludselig eksploderede. Danskerne blev ellevilde efter de rullende vidundere, og der blev solgt omkring 70.000 løbehjul til 1.500 kroner pr. styk.
”Det var rigtig mange penge dengang. Og så gik der selvfølgelig ikke længe, før kopierne begyndte at trille frem,” lyder det fra Morten Vernon.
Fra inliners til sneakers
I 1999 ansatte han Waseem Ahmad, der fik rollen som modedrengen i virksomheden. Ikke særlig lang tid efter ansættelsen kunne de to kompagnoner godt se, at salget af løbehjul og inliners gik stejlt ned ad bakke.
”Pis, hvad nu? Tænkte vi begge. Men så foreslog Waseem, at vi skulle satse på sneakersbranchen. Derfra gik vi i dialog med en del sportsvirksomheder, og så gik der ikke mere end trefire år, før vi solgte 250.000 Le Coq sneakers i Danmark,” fortæller direktøren og fortsætter:
”I løbet af år 2000 fik vi rigtig mange forskellige brands ind. Fra 2000 til 2008 gik det shopamok med økonomien, og det kunne man selvfølgelig godt mærke i forretningen. Selv i løbet af finanskrisen holdt vi os på sporet. Dog oplevede vi et økonomisk knæk, da Birkenstock, som kom til huset i 2003, forlod virksomheden i 2016 – mere end halvdelen af vores omsætning røg sig en tur. Den hentede vi heldigvis ind igen blandt andet gennem sport- og livsstilsbrandet Ellesse,” forklarer Morten Vernon.
”Hvis vi synes, at det er fedt, tror vi på det”
Men hvordan sammensætter Vernon Sport sin brandportefølje? Morten Vernon fortæller, at det er Waseem Ahmad, der siden 2004 har været medejer af Vernon Sport, der styrer brandporteføljen i virksomheden.
”Nu er vi oppe i årene, men vi er stadigvæk drenge, og vi kalder os et ungt firma. Det hele fungerer lidt ligesom, da jeg startede virksomheden: Hvis jeg synes, at snowboard er fedt, må der også være andre, der synes, at det er fedt. Sådan er det stadigvæk. Hvis vi synes, at det er fedt, tror vi på det. Selvfølgelig følger vi tendenserne, men vi er meget til ‘heritage brands’ med en historie – de unikke, originale og ikoniske brands. Jeg ville selv blive meget overrasket, hvis du en dag så Dolce & Gabbana hos os,” siger direktøren.
Men virksomheden holder fast i sport, og mange brands i huset har også en sportsbaggrund.
”Vi sælger til alle slags butikker. Vi finder et brand, som vi synes er cool, og så analyserer vi, hvordan vi skal bygge det op, og hvor det skal sælges. Vi er meget tålmodige i processen – selv om vi godt kan sælge, så sælger vi ikke bare. Det handler om mavefornemmelse. Det er heller ikke alle brands, der bliver til noget. Nogle gange er vi også for tidligt på den, så der er enormt meget timing i det her,” fortæller Morten Vernon.
Tilbage til 90’erne?
Det er ikke særlig lang tid siden, at virksomheden droppede løbehjulene – og Vernon Sport bevæger sig lidt væk fra sit gamle dna og mere hen mod mode og sko. Men Morten Vernon er slet ikke i tvivl om, at retrotendenserne spirer frem igen.
”Folk får helt sikkert lyst til at købe løbehjul og inlinere igen – sådan en sommer, som vi lige har haft nu, hvor vejret har været supergodt, burde der være salg i rulleskøjter. Derfor er jeg overrasket over, at der ikke kom skub i salget. Men folk går jo til fitness i indendørs centre. Der er ikke så mange aktiviteter udenfor mere. Når fitnessbølgen går over, kan vi måske vende tilbage,” siger direktøren fuld af forhåbning.
Spørger man Morten Vernon, om sport og athleisuretrenden, sammen med sneakerstrenden, kommer til at fortsætte med at være en markant del af modebilledet, lyder svaret:
“Ja, jeg tør næsten ikke sige andet. For at bruge en analogi er trenden blevet lidt som en bil for folk – og når du først har haft en bil, er det svært at skulle tage bussen. Vi kunne jo ikke forstå, hvordan Converse kunne blive ved med sælge. Til sidst kunne man jo næsten købe dem på tankstationer, og det forblev bare cool,” siger Morten Vernon forundret.
Fuld fart på digitalisering
Opgaven for Morten Vernon er lige nu at digitalisere virksomheden i langt højere grad, end den har været tidligere.
”Vi er midt i en transformation. Det er tid til at sætte en kæp i hjulet på de arbejdsmetoder, som vi har brugt de sidste 29 år. Grunden til de pludselige ændringer er, at kunderne, og specielt de store webshops, kræver, at vi pakker varerne på en bestemt måde. Så vi må indordne os efter de nye tider – nogle har for eksempel robotter i den proces. Udover at digitalisere skal personalet vænne sig til at arbejde på en anden måde, samtidig med at der må tilføres nyt personale, der har viden om de nye metoder,” fortæller direktøren.
En af de ting, som Vernon Sport dog ikke laver om på, er, at hvis butikkerne lægger en ordre inden kl. 12.00, så sender de hos Vernon Sport samme dag. Dette er en stor fordel i forhold til konkurrenter med udenlandske lagre. Virksomheden har aldrig haft en B2B-webshop, men det har de skrevet under på nu. I samme omgang får Vernon Sport iPads, der kan tage imod ordrer.
”Vi er bevidste om, at vi skal ind i den her digitalisering, hvis vi skal klare os i fremtiden og blandt andet kunne handle med de store. Samtidig har vi også hele tiden planer om at udvide med nye brands. Vi er nogle store drenge, der bare vil have mere, og vi synes, det er skidesjovt. Det er næsten ligesom juleaften, når der kommer nye kollektioner hjem. Der sker mange ting hele tiden, og udviklingen fortsætter her på Vermundsgade i København, lige midt i visitationszonen. Det er et sted, der er lige os,” afrunder direktøren med et grin.
