En branche med store udsving med usikkerhed som hverdagskost. Chefredaktør på TØJ – Fashion & Business Trends, Louise Byg Kongsholm, gør status på den danske modebranche, som trods udfordringer stadig klarer sig flot generelt.
Branchekommentar af chefredaktør på TØJ – Fashion & Business Trends, Louise Byg Kongsholm.
Billedet af den danske modebranche er meget fragmenteret. Den ene dag er der nyheder om superregnskaber fra blandt andre Thygesen Textile Group, Samsøe & Samsøe Whole Sale og DK Company. Den næste om konkurser seneste CNS Group, Dyrberg/Kern og Fashion Brands Inc., og den næste om svingende regnskaber fra blandt andre Hummel og PWT Group.
Den ene dag handler den positive historie om voksende eksport, hvor dansk modeeksport er steget med 5,2 procent fra 2017 til 2018. Den næste dag handler om stigende e-handel, mens den efterfølgende handler om svigtende detailhandelssalg i slutningen af 2018 og starten af 2019, som nu ser ud til at have vendt en smule.
Samlet set tegner der sig et billede af en branche med store udsving, hvor usikkerhed er hverdagskost, og hvor faktorer udenfor modevirksomhedernes kontrol kan vælte et helt læs.
Succeshistorierne er mange
Men der tegner sig også et billede af en branche, hvor det stadig kan lade sig gøre at tjene rigtig gode penge. Hvis man ser på de selskaber, der gør det godt, så ser det ud til, at innovation og købmandskab går hånd i hånd.
På TØJs redaktion vælter det ind med flotte regnskaber fra alle dele af modebranchen. Bestseller er som altid i særklasse, men lige efter Bestseller afleveres der flere flotte regnskaber i øjeblikket. Store danske modevirksomheder som DK Company. Mos Mosh, Ganni og Baum und Pferdgarten leverer regnskaber i fremgang med store overskud på bundlinjen.
De mange flotte regnskaber er et bevis på, at selv om der er usikkerhed, og flere i branchen klager sig, så kan det stadig lade sig gøre at tjene gode penge. For at lykkedes kræver det ledelse af høj kvalitet, der sikrer et stramt fokus med fravalg og vedholdenhed, og hvor omkostningsbevidsthed og købmandskab går hånd i hånd med innovation.
På branchebladettoj.dk bliver ’temperaturen’ på branchen taget ved at sammenlægge årsresultatet efter skat for samtlige virksomheder i den danske modebranche og sammenligne disse tal med året før.
I øjeblikket ser billedet således ud:
- Det samlede årsresultat fra alle danske modevirksomheders seneste regnskab viser en stigning på 15,66 procent sammenlignet med forrige årsregnskab.
- Uden de fem største virksomheder fra den danske modebranche steg det samlede årsresultat med 5,22 procent sammenlignet med forrige årsregnskab.
Tallene indikerer, at der generelt er fremgang i branchen for tiden. Sortsynet og de negative briller kan derfor godt lægges på hylden, om end branchen altid vil være påvirket af usikkerhed og store udsving.