Efter otte år på posten siger vicedirektøren Jack Friis nu farvel til Sportmaster og byder nye udfordringer velkommen. 

Der er sket en del hos Sportmaster de seneste knap to år. To direktører har siddet ved roret, og virksomheden er blevet solgt til en kapitalfond.

Nu træder endnu en person på en lederpost ud af virksomheden. Det er Jack Friis, der de sidste otte år har siddet som COO i Sportmaster. Det skriver Jack Friis selv i et opslag på Linkedin.

“Vi er kommet langt på de otte år, hvor vi har tilbagelagt rejsen fra frivillig kæde til at være ejet af den professionelle og krævende kapitalfond Nordic Capital,” skriver han i opslaget og fortsætter:

“Vi skulle klargøres til videresalg med de udfordringer og opgaver, der følger med sådan en proces. Alt fra skabelsen af en ny online platform, der har leveret trecifrede vækstrater, til at få moderniseret vores topbutikker, optimeret vores processer, være kundeorienteret, få skabt en førende kundeklub og få tilpasset vores butiksnet. Kort sagt: At få skabt en af Danmarks bedste omni channel-virksomheder. Vi klarede det.”

Hvorfor Jack Friis stopper hos Sportmaster fremgår ikke i opslaget, men han takker personale og byder nye udfordringer velkommen.

“Jeg vil gerne sige tak til det bedste salgspersonale og de allerbedste HQ-medarbejdere, der findes. Medarbejdere og kollegaer som år for år dygtigt og dedikeret har arbejdet med deres nøgletal, kæmpet for deres kunder med en beundringsværdig ildhu og dygtighed. Jeg ønsker dem alt det bedste fremover. Forza Sportmaster og Forza nye udfordringer,” lyder det.

Foto: Sportmaster