Bestsellers bestyrelse og koncernens ejer, Anders Holch Povlsen, har i fællesskab med Erik Weibel besluttet, at Vila skal have ny direktør.

Direktøren for Bestseller-brandet Vila, Erik Weibel, er fratrådt sin stilling efter at have været direktør i virksomheden siden 1990. Det er en beslutning, der er truffet i fællesskab med Bestsellers bestyrelse og koncernens ejer, Anders Holch Povlsen. Det bekræfter Erik Weibel over for Børsen.

”Det er korrekt, at vi i fællesskab har truffet beslutningen om, at jeg skulle stoppe. Jeg har været i selskabet siden 1990, så jeg har taget det hårde arbejde opad. Men jeg gik på toppen. Det senest offentliggjorte regnskab var med Vilas bedste omsætning og resultat nogensinde,” siger han til Børsen.

Beslutningen om at skifte direktør blev dog truffet for at accelerere væksten for Bestseller-mærkerne Vila og Object yderligere.

Reelt har Erik Weibel været ude af Vila A/S siden februar.

Den midlertidige direktør i Vila er nu Finn Poulsen, der både er bestyrelsesmedlem i Vila A/S og Bestseller A/S, direktør i Only og for et større antal Only-forretninger. Finn Poulsen vil sidde i direktørstolen til en ny permanent direktør er fundet.