I denne uges korte nyheder kan du læse om, at Burberry bliver pels- og afbrændingsfri, at Arket udvider yderligere i Danmark, at aarhusiansk tech-modeshow er tilbage, og at stor børnewebshop vækster og udvider. 

Burberry bliver pels- og afbrændingsfri

Ægte pels er de sidste år blevet et omdiskuteret emne i modebranchen. Flere internationale modehuse har boykottet pels i sine kollektioner, og i denne uge meldte det bristiske modehus Burberry sig også som pelsfri.

I en pressemeddelelse fortæller Burberry, at de som et moderne luksusbrand bør tage ansvar både socialt og miljømæssigt. Derfor vil Burberry også stoppe afbrænding af tøj. Noget som modehuset blev meget udskældt for, da det kom frem, at 223 ton usolgt Burberry-tøj var blevet brændt af sidste år.

Fremover vil alle pelstyper blive fjernet fra Burberrys kollektioner, og der vil heller ikke være pels at finde på catwalken under modeugen i London her i september.

Arket udvider yderligere i Danmark

Sidste år slog H&M’s butikskæde Arket dørene op i København til sin første butik på dansk grund. Tidligere på året løftede Arket også sløret for butiksåbninger i Københavns Lufthavn og i Lyngby Storcenter. Nu er det også offenliggjort, at modekæden åbner butik i Field’s.

Butikken i Københavns Lufthavn er netop åbnet, mens butikken i Field’s er sat til at åbne i starten af oktober. Butikken i Lyngby Storcenter kan byde velkommen den 9. november.

Arkets nye butik i Københavns Lufthavn

Tech-modeshow er tilbage

Den 13. september vender AWOW, Aarhus Walks on Water, tilbage. AWOW sætter fokus på fashion tech med et stort modeshow, som i år vil blive flyttet fra Dokk1 i Aarhus til Havnepladsen.

Otte designere fra henholdsvis VIA Design og Designskolen Kolding har sammen med virksomhederne Hummel, MP Denmark, Gudrun & Gudrun, Matinique og Gabba udviklet en række innovative fashion tech-løsninger, som for første gang vil blive vist frem for det brede publikum.

”Det har været magtpåliggende for os at lave et setup, der både fremviser de teknologiske fremskridt i modebranchen, men også giver de unge, fremadstormende designere et udstillingsvindue,” siger Bettina Simonsen, direktør for netværket, i en pressemeddelelse.

Innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster har sammen med VIA University College faciliteret processen, mens Aarhus Universitet leder AWOW, kommissioneret af Region Midt som legacy for Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Aarhus Walks on Water sidste år. Fotograf: Jesper Voldgaard

Brugernes Favorit har vind i sejlene og udvider

Tidligere på året blev virksomheden Kids-world.dk kåret som Brugernes Favorit, da i Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, uddelte sine årlige e-handelspriser. I denne uge kunne virksomheden meddele om et særdeles vækstrigt år med flytning til nyt domicil i Esbjerg og udvidelse på medarbejderfronten.

Virksomhedens store varelager består af intet mindre en 36.000 aktive varenumre. For at få plads til alle varerne har virksomheden måttet udvide med mere lagerplads.

”Vi har længe manglet plads, så da vi fik muligheden for at overtage en større bygning i Esbjerg, var det det eneste rigtige at gøre,” siger Annette Nielsen, grundlægger og ejer af Kids-world.dk, i en pressemeddelelse.

Der er nu kommet meget mere plads, da det gamle lager på 2.100 kvadratmeter er udskiftet med 5.000 kvadratmeter.

Kids-world.dk er en af Danmarks største webshops inden for tøj til børn og unge samt legetøj og tilbehør til børnefamilier. 

Kids-world.dk vinder Brugernes Favorit til FDIH’s E-handelspris 2018