I samarbejde med CSR Forum har Les Deux udarbejdet en målrettet bæredygtighedsstrategi. En strategi, der i høj grad understøtter visionsmålet for det københavnske fashionbrand.


Artiklen er bragt i TØJs Fashion Week Edition AW 20/21.


 

Hos Les Deux er ambitionsniveauet højt, hvor ’only the sky is the limit’. Visionen for det københavnske brand er nemlig at være et så meningsfuldt fashionbrand som muligt. Og med det følger der et ansvar, mener Operations Manager, Frederik Waagepetersen, som fortæller, at tøjvirksomheden nu iværksætter en målrettet bæredygtighedsstrategi, der skal understøtte Les Deuxs vision.

”Vi har en ambitiøs vision om at være så meningsfuldt et fashionbrand som vi kan være, og man kan sige, at meningsfuldhed og bæredygtighed i høj grad går hånd i hånd. Dernæst synes jeg også, at det er vores ansvar og forpligtelse at gøre det. I vores optik kan man ikke vende det blinde øje til,” fortæller Frederik Waage Petersen.

For Les Deux har det hele tiden været en del af planen, at de som fashionbrand skulle bakke op om at minimere den nuværende klimaudfordring, som modebranchen har indflydelse på. Det var derfor ikke et spørgsmål, om de skulle, men et spørgsmål om hvornår de skulle melde sig ind i kampen.

”Vi har hele tiden vidst, at vi skulle gå all in i klimakampen. Når vi kigger på modebranchen, som vi arbejder i og holder meget af at arbejde i, så er der rigtig, rigtig mange knap så positive elementer i branchen. Vi har hele tiden vidst, at vi skulle i gang med at forbedre tingene, men det skulle også være på det rigtige tidspunkt, for det ikke noget, man bare gør over natten,” forklarer Frederik Waagepetersen og understreger:

”Rent fundamentalt så har vi hele tiden haft lysten og viljen, men vi har bare ikke haft ressourcerne.”

 

Foto: Les Deux

 

Kortlagt bæredygtighedsstrategi i samarbejde med CSR Forum

Frederik Waagepetersen og resten af Les Deux-teamet har rakt ud til non-profit organisationen CSR Forum for at få kortlagt en bæredygtighedsstrategi ud fra modebrandets egne ambitioner og behov.

”Vi har indgået et samarbejde med CSR Forum, som har hjulpet os med at få kortlagt vores behov ud fra den virksomhed, som vi er, og den industri, som vi arbejder i,” fortæller Frederik Waagepetersen om samarbejdet.

Samarbejdet mellem de to parter har affødt en bæredygtighedsstrategi, der består af tre fokusområder, som Les Deux fremadrettet skal arbejde med. Frederik Waagepetersen ligger dog ikke skjul på, at Les Deux har ambitioner om at udvide de tre fokusområder på sigt.

”Bæredygtighed er for os mere end bare produktet. Det vedrører alle aspekter af den måde, som vi driver forretningen på, og det er noget, som skal kortlægges og løbende udvides i vores strategi. Det her er første spadestik,” afslutter Frederik Waagepetersen.