Det fremadstormende herretøjsbrand trækker teltpløkkerne op og flytter kontoret fra Frederiksberg til TAP1 i Kløverbyen. 

 

Andreas Von Der Heide, CEO og stifter

 

Hvorfor har I valgt at flytte i nye lokaler?

Det har vi først og fremmest, fordi vi er vokset ud af vores 600 kvadratmeter store kontor, som vi har på Frederiksberg. Vi er inde i en periode med massiv vækst, og vi har en ambitiøs plan om, at der skal ansættes flere mennesker over det næste stykke tid. Derudover er vi i gang med en større internationalisering af brandet, hvor vi gerne vil være tæt på både by og lufthavn og skabe et internationalt kontormiljø, som viser, hvem vi er som brand.

 

Hvorfor faldt valget på TAP1?

Området i sig selv er virkelig cool, og TAP1 bærer på en masse historie med blandt andet de gamle spritfabrikker, hvilket vi rigtig godt kan lide. En af de ting, vi havde øverst på agendaen i vores søgen efter et nyt hovedkontor, var at finde et tomt, gammelt lokale, som vi kunne bygge op og få, som vi ville have det. Og det kunne vi i TAP1. Derudover er det stadigvæk forholdsvis tæt på byen, priserne er fair, og så mødte vi en udlejer, der var meget professionel, og som ville os rigtig meget.

 

I juni fik I en investor ind i virksomheden – hvordan hænger det sammen med valget om at flytte i TAP1?

Vi havde truffet beslutningen om at flytte lokaler uanset, om vi havde fået en investor med ombord i virksomheden eller ej. For os er det en investering. Men det understøtter naturligvis vores ambitioner om at internationalisere brandet.

 

Hvornår skal det nye hovedkontor stå færdig?

Vi er i fuld gang med byggeriet, der skal stå færdig den 1. oktober 2021.

 

Hvor er I henne under modeugen?

Vi udstiller på Revolver, og så er vi i vores showroom på Frederiksberg.