Med ønsket om at gøre ansvarligt produceret børnetøj tilgængeligt for endnu flere åbner Vacvac Studio op for engrossalg og udstiller derfor på CIFF Kids.
Zero waste. Det var der, Signe Østerlind Jensens iværksættereventyr begyndte for et par år siden. Efter en årrække med arbejde i modebranchen inden for produktion indså Signe Østerlind Jensen, at der måtte være en anden og mere ansvarlig måde at drive tøjforretning på. Som mor til tre børn opstod behovet for et børnetøjsbrand, der forenede æstetik, praktik og ansvarlighed, og derfor besluttede hun sig for at stifte Vacvac Studio i 2019. Zero waste er stadigvæk et væsentligt fokusområde for Signe Østerlind Jensen, da hun bruger overskudsmaterialer til nye styles, der sælges som unika-kollektioner på brandets egen webshop. Ønsket om at gøre ansvarligt produceret børnetøj tilgængeligt for endnu flere har ført til, at Vacvac Studio nu åbner op for engrossalg. Derfor er børnetøjsbrandet at finde som udstiller på denne sæsons CIFF Kids.
Ingen engros uden GOTS
Det har hele tiden været Signe Østerlind Jensens ambition at drive engrossalg med Vacvac Studio. Men det skulle ikke ske uden en GOTS-certificering.
”Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at jeg ikke vil starte engrossalg uden en GOTS-certificering. Det er vigtigt for mig at være sikker på, når jeg skal ud at producere større mængder tøj, at det er med god samvittighed og under ordentlige forhold,” forklarer hun og fortsætter:
”Derudover mener jeg, at jeg kan gøre en forskel i branchen ved at tilbyde mere ansvarligt produceret børnetøj. Vi vil gøre det gode valg mere synligt. Jeg har selv været i branchen i en del år, og det har givet mig lysten til at drive min egen forretning mere ansvarligt.”
GOTS-certificeringen omfatter både sociale- og miljømæssige kriterier såsom at sikre regulerede arbejdsforhold for alle i processen, krav om rensning af spildevand, strengt reguleret brug af kemikalier og kvalitetskrav til produkterne. Signe Østerlind Jensen påbegyndte allerede forberedelserne til GOTS-certificeringen sidste år, bestod kontrolprøven i første forsøg i april i år og modtog dermed certificeringen i midten af maj.
Tøj med funktion og holdbarhed for øje
Udover GOTS-certificeringen tænker Vacvac Studio også bæredygtighed ind i brugsfasen, hvor det for Signe Østerlind Jensen handler om at producere så behageligt og holdbart tøj som muligt.
”En stor del af vores ansvar ligger i at producere tøj til et langt brugsliv. Det kan lyde banalt, men i øjeblikket er der stort fokus på at designe til genanvendelse – blandt andet ved at droppe blandingsmaterialer. Faktum er dog, at det fortsat er forsvindende lidt tøj, der genanvendes til nyt, og derfor vægter vi i stedet at designe på baggrund af funktion og holdbarhed,” siger Signe Østerlind Jensen, der forklarer videre:
”Godt og holdbart børnetøj kræver lidt ekstra i forhold til bevægelsesfrihed og hyppigere vask. Sidstnævnte kan betyde, at især bomuldstekstiler kan opnå en tørhed, der hverken er komfortabelt eller klædeligt. Derfor er vores GOTS-certificerede Better Basic-styles tilsat en smule elastane eller FSC-certificeret viskose for at opnå de helt rigtige egenskaber. Vores tese er nemlig, at lækkert tøj, der opretholder både blødhed, farveægthed og facon, har gode forudsætninger for et langt brugsliv.”
De første GOTS-certificerede engrosvarer, med det genkendelige croissantprint, er på vej hjem fra leverandøren, og over 10 kunder har allerede købt ind i de nye varer. Signe Østerlind Jensen håber at få flere kunder i porteføljen efter deltagelsen på CIFF Kids.
”Vi har lidt aftaler i bogen allerede, men jeg håber selvfølgelig, at der kommer mange forbi vores stand for at se, hvem vi er, og hvad vi står for,” afslutter hun.