Nu har modemagasinet Elle løftet sløret for dette års nominerede. Se listen over de forskellige kategorier til Elle Awards 2023 og hvem, der er nomineret.

Nedtællingen til en helt særlig udgave af Elle Awards er i gang. Fredag den 22. september 2023 byder Elle velkommen til modefesten, der i år fylder 10 år. Her samler, hylder og kårer Elle den danske modebranche og toneangivende stemmer med priser.

De nominerede er:

Årets brand

Kategorien fokuserer på et modebrand, hvis kommercielle succes og bundlinje viser, at køberne ønsker at sikre brandets fortsatte eksistens. Brandet har gjort sig særligt bemærket i 2022/2023, forstår at skabe et genkendeligt univers qua kampagner og ambassadører og har et kontinuerligt godt udvalg af styles, som tydeligt udspringer af brandets univers. Og så er det tilgængeligt – bl.a. via tilstedeværelse i minimum én butik i Danmark

Tekla: Hvem havde troet, at pyjamasser og sengetøj kunne være så cool? Tekla kan både skrive en butiksåbning og et designsamarbejde med Jacquemus på CV’et, og vi kan ikke vente på, hvad de ellers finder på.

Skall Studio: Med både børnetøj, interiør og nu også unisex-styles i et smukt butiksunivers har Skall Studio hele pakken, og vi drømmer om det hele.

Rotate Birger Christensen: Rotate Birger Christensen brager fortsat derudaf; en bryllupskollektion, nogle af verdens førende internationale forhandlere og et showmoment med skuespiller Lisa Rinna, der ikke var til at overse nogen steder.

Anni Lu: Smykkebrandet Anni Lu er kommet langt, siden de første perlearmbånd blev langet over disken. Men brandet har været tro mod sin stil hele vejen igennem; strand, palmer og masser af ferievibes får os mere end nogensinde til at drømme os væk.

Rains: I det danske bybillede er det umuligt ikke at støde på overtøj og tasker fra Rains – men Rains er meget mere end regntøj. Særligt brandets shows under Paris’ herremodeuger med bl.a. H.E. Greve Nikolai på catwalken har vakt opsigt.

Årets designer

Kategorien fokuserer på en designer, hvis design-DNA træder tydeligt frem, uanset hvilket modehus vedkommende arbejder for og som er trendsættende uden at tabe forståelsen for det kommercielle. De nominerede har imponeret særligt med sine kollektioner i det forgangne år.

Amalie Røge Hove for A. Roege Hove: Røge Hove har med sin genkendelige og kropsnære strik cementeret sig som et af de vigtigste navne på det københavnske modeugeprogram. Også udlandet har øje for hende, tidligere i år vandt hun nemlig International Woolmark Prize’s Innovation Prize.

Barbara Potts og Cathrine Saks for Saks Potts: Saks Potts-duoen Cathrine og Barbara fortsætter deres nye, mere modne design – og det klæder dem. Fra den lille jakke og de festlige kjoler til de cool cargo-jeans og de crispy skjorter – det hele handler om mødet mellem kontraster.

Maja Dixdotter for By Malene Birger: Chefdesigner Maja Dixdotter har sat en stærk visuel identitet for By Malene Birger, og den er hun tro mod. Det er et forfriskende pust på den danske designscene og spændende at se, hvor det tager modehuset hen på den internationale modescene.

Caroline Engelgaar for Mark Kenly Domino Tan: At overtage roret i et af Danmarks stærkeste modehuse, hvor skrædderkunsten er helt central, må have været med en vis skælven. Ikke desto mindre viser chefdesigner Caroline Engelgaar præcis, hvorfor hun nu er i spidsen, når hun sender oversize fittede minikjoler i jakkesnit, kjoler skåret på skrå, bukser med slids bagpå og lange nederdele med voluminøst skød ned af catwalken – og senere ud i gadebilledet.

Årets samarbejde

Årets samarbejde fokuserer på en særlig god idé, som har efterladt os alle imponerede – hvad end der er tale om et ambitiøst collab, et velgørenhedsprojekt med holdning eller et ikke før set koncept, der viste sig at være lige dét, der manglede.

Jacquemus x Tekla: Kombinationen af Teklas signaturstriber og franske Jacquemus’ legesyg æstetik er et ’match made in heaven’. Alt forenet i en drømmende kampagne og et fælles univers.

Khaite x Elhanati: Avantgarde design og sublimt håndværk: Samarbejdet mellem et af modeverdenens mest hypede brands, amerikanske Khaite og den danske guldsmed Orit Elhanati, forener de to verdener på bedste vis.

Cecilie Bahnsen x Asics: Cecilie Bahnsens finurlige touch på de ikoniske sneakers fra japanske Asics tilfører et helt nyt udtryk, og er et genialt match til designerens puffede signatur-kjoler.

Ganni x 66 NORTH: Ganni er mestre i cool collabs, og for tredje gang tog brandet sammen med islandske 66NORTH upcycling til nye højder, når de forenede cool design med kuraterede deadstock-materialer.

Maanesten x Helmstedt: Fra showpieces på catwalken til en ready-to-wear-kollektion, hvor designer Emilie Helmstedts finurlige tankeverden smukt forenes med Maanestens overjordiske univers.

Årets smykkebrand

Kategorien fokuserer på et smykkebrand, der foruden at være unikt håndværk er af høj kvalitet, har et tydeligt design-DNA og har overrasket og imponeret os særligt i 2022/23.

Corali: Arkitekt og smykkedesigner Caroline Sillesen har fået ekstra kræfter ind i firmaet, og det kan mærkes, både på designet, synligheden og i fine samarbejder, senest med webshoppen Ssense.

Elhanati: Guldsmed Orit Elhanati formår at være tro mod sin bohemede stil, samtidig med hun udvikler sig – senest med samarbejder med kunstneren Conie Vallese og det amerikanske brand Khaite.

Ole Lynggaard Copenhagen: Med et 60-års-jubilæum og et stærkt brand, der bygger på familierelationer, traditioner og godt håndværk er Ole Lynggaard Copenhagen svære at komme udenom, når man taler danske smykkebrands.

Sophie Bille Brahe: ABC. Behøver vi sige meget mere? Sophie Bille Brahe bliver bare ved med at skabe smykker, som vi ikke holder op med at drømme om.

Olga Bonne: Olga Bonne skaber et taktilt og poetisk univers. Det er gennemført og særegent. Og nu for anden gang tilgængeligt for en bredere målgruppe i form af collab med Maanesten.

Marlene Juhl Jørgensen: Marlene Juhl Jørgensen har været etableret på den danske smykkescene i flere årtier, men hun bliver ved med at udvikle og forny sig. Boheme-stilen hænger ved, men nye former, formater og farver holder os evigt nysgerrige.

Årets ansvarlige

Kategorien fokuserer på en modevirksomhed, der udmærker sig særligt ved at arbejde hen mod en mere ansvarlig forvandling af den danske modeindustri, hvad gælder både produktion, diversitet og inklusion. Brandet har integreret processer, som sikrer, at social ansvarlighed er en del af dets DNA og gennemsyrer værdikæden fra produktion til markedsføring, og har desuden lanceret vedvarende initiativer, der for eksempel sikrer repræsentation, mindsker overproduktion og forlænger brugsfasen af produkter gennem koncepter som ’made to order’, reparationservice, lokal produktion, materialer og udsalgspolitiker.

Proem Parades: Med bare fire år på bagen har Proem Parades med Lærke Nikolajsen og Stine Brynjolf i spidsen sat nye standarder for fremtidens modebrands og sikret sig flere certificeringer. Med en filosofi om transparens, rene materialer, ’made to order’, ingen udsalg og gratis reparationsservice er brandet et godt eksempel på en ansvarlig modevirksomhed anno 20’erne.

Røde Kors: Dansk Røde Kors er med sine over 255 butikker fordelt over hele Danmark landets største leverandør af genbrugstøj. Ved at sælge brugt tøj fra og til alle danskere, har Røde Kors udbredt genanvendelig mode og gjort det både nemt, prisvenligt og eftertragtet at købe brugt frem for nyt.

Copenhagen Fashion Week: Med sine nuværende 18 minimumskrav til deltagende brands har Copenhagen Fashion Week skabt en bevægelse, der smitter af på modeuger over hele verden. Med krav om alt fra produktion og distribution til scenebygning og catering ved shows, har Copenhagen Fashion Week iført sig førertrøjen til fordel for hele modebranchen ved at advokere for en sundere modeindustri.

Ganni: Gannis initiativer om at gøre virksomheden så ansvarlig som overhovedet muligt – om det gælder plantebaseret frokost eller de helt store spillere i værdikæden – giver pote og er år for år med at til at bringe dem tættere på nå deres mål om sænke deres klimaaftryk med 50 procent i 2027. Samtidig viser de med sine inklusive kollektioner og markedsføring, hvordan diversitet og repræsentation kan skabe fællesskab gennem mode.

Pandora: Som verdens største producent af smykker har Pandora igangsat en gennemgribende transformation af virksomheden. Fra 2025 skal alt sølv og guld være lavet af 100 procent genbrugsmaterialer, mens virksomhedens diamanter er syntetiske skabt af 100 procent vindenergi, som dermed nedsætter aftrykket, som naturlige diamanter ellers udleder, med 95 procent.

Se hele listen her

Foto: Proem Parades og Skall Studio