Site icon Branchebladet TØJ

Modemessen i Vejle rykkes

Grundet de omfattende restriktioner er Modemessen i Vejle, som Nord-fair står bag, blevet rykket til begyndelsen af marts 2021. 

Der bliver ingen danske modemesser i februar. Det er den endelige konklusion efter regeringens restriktionsstramninger grundet Covid-19.

CIFF og Revolver i København meldte ud lige efter nytår, at de måtte aflyse de fysiske messer og i stedet rykke online, men også Copenhagen Fashion Week afvikles udelukkende digitalt. Nu melder Modemessen i Vejle også ud, at denne messe rykkes.

Messen stod oprindeligt til at blive afviklet i midten af februar, men er nu rykket til at blive afholdt fra den 7. til den 9. marts 2021.

Det er endnu ikke afklaret, hvornår Herretøjsmessen kan blive afviklet. Det er dog håbet, at der kan findes nye datoer ligesom til Modemessen.

“Håbet er stadig lysegrønt og matcher jo den kommende årstid. I håbefuld forventning krydser vi fingre for, at vi må holde Modemessen under ordnede forhold fra den 7. til den 9. marts 2021,” siger Charlotte Strøm, der er projektleder hos Nord-fair, der står for at afvikle begge messer.

Læs flere nyheder om modeugen her.

Foto: Unsplash


Exit mobile version