”DawnxDare er for os lidt som dag og nat. Det er et sted, h vor kontraster mødes, men også hvor hver style kan stå for sig selv.” Sådan beskriver Charlotte Vadum og Vibeke Bernhoft deres fælles modebrand, der på fire år blevet godt etableret på det danske marked.


Artiklen er bragt i TØJ – Fashion Week Edition nr. 3 2020


 

”Vi sigter mod at ramme en moderne tidløshed, hvor produkterne kan bruges sæson efter sæson,” for­tæller Charlotte Vadum, da TØJ fanger hende og kompagnonen, Vibeke Bernhoft, på telefonen.

Hun taler om modebrandet DawnxDare, som hun og Vibeke Bernhoft stiftede sammen tilbage i 2016.

”Vi trængte til, at der skulle ske noget nyt. Siden 2005 har vi arbejdet fuldt koncentreret med vores kommer­cielle modebrand Project AJ117, men vi ville gerne skabe noget, som var mere tidløst og eksklusivt. Derfor stiftede vi DawnxDare,” forklarer hun og fortæller om tanken bag modebrandet:

”Vi har forsøgt at ramme en niche, hvor vi både producerer nogle styles, man har lyst til at tage på om morgenen, Dawn, og nogle styles, man har lyst til at tage på, når man går ud om aftenen, Dare. Det er heraf, navnet DawnxDare kommer.”

 

Et eksklusivt nichebrand

Det, der kendetegner brandet, er ifølge Charlotte Vadum og Vibeke Bernhoft deres håndstrik. De bygger alle kollektioner op ud fra brandets unika håndstrik, der laves af kvinder i Italien.

”Det, vi har fokus på, er vores håndstrik. Rundt om strikken designer vi så nogle styles, som man nemt kan matche med strikken, hvis man vil. Det trækker festtøjet ned på et andet plan, hvis man tager en strik på til. På den måde gør vi vores produkter anvende­lige til flere anledninger til alle tider på døgnet,” mener Charlotte Vadum og siger:

”DawnxDare er for os lidt som dag og nat. Det er et sted, hvor kontraster mødes, men også hvor hver style kan stå for sig selv.”

DawnxDare udkommer med fire årlige kollektioner,to hovedkollektioner og to mindre kollektioner, hvoraf hovedkollektionerne består af maks 40 styles.
”Antallet af styles er blot et bevis på, at vi ikke ønsker at blive et stort, kommercielt brand. Vi vil holde os som et lille nichebrand, der har noget eksklusivitet over sine produkter,” fastslår Vibeke Bernhoft, hvortil Charlotte Vadum tilføjer:

”I vores PS 21-kollektion har vi igangsat et nyt projekt, hvor vi får strikket trøjer af vores italienske leverandørers restgarner. Det gør vi til dels for at hjælpe dem i gang igen efter coronakrisen, der har kostet dem dyrt, men også fordi, at det kommer til at give det enkelte produkt en helt unik historie, idet vi kun kommer til at producere et stk. af hver strik.”

 

Foto: DawnxDare
Flere markeder i sigte

DawnxDare har udstillet på Revolver lige siden brandet blev stiftet tilbage i 2016, og selv om mange mode­brands har vaklet mellem, om de skulle udstille på messe eller ej, så har Charlotte Vadum og Vibeke Bernhoft slet ikke været i tvivl.

”Det er nu, vi skal vise, at vi stadigvæk lever. Vi satser ikke på, at vi lander så mange nye kunder på messen til august, men det er vigtigt for os at vise ansigt og servicere vores eksisterende kunder,” forklarer Vibeke Barnhoft, der tilføjer, at de regner med, at det i overvejende grad bliver de danske kunder, der lægger vejen forbi den københavnske modeuge.

Modebrandet har lige nu 55 kunder i Danmark, og Charlotte Vadum og Vibeke Bernhoft siger selv, at de er veletableret på det danske marked. DawnxDare er også allerede godt repræsenteret i Norge, Benelux, Frankrig og Japan, og nu gælder det om at få udbredt kendskabet til brandet på flere markeder. Opskriften herpå har duoen klargjort til punkt og prikke.

”Vi har indtil videre haft stor succes med at samarbejde med internationale influencers på Instagram. Det er derfor også denne strategi, vi har valgt at følge, når vi skal arbejde med at udvide vores koncept til flere markeder. Vi har gennem samarbejder fået hul igennem til nogle nye kunder, så det er helt klart den vej, vi vil blive ved med at gå,” forklarer Vibeke Bernhoft, der afslutningsvist fastslår, at den digitale strategi naturligvis fremadrettet også vil blive understøttet af deltagelse på messer.

 

Foto: DawnxDare

Foto: DawnxDare