Læs med, når pej gruppens trendredaktør præsenterer syv vigtige skotendenser til sæsonen forår/sommer 2021, der understreger, at sko fremover i højere grad bliver en praktisk og æstetisk forlængelse af vores personlige identitet og livsstil. I sæsonen forår/sommer 2021 gør forbrugerne igen plads til et balanceret liv med ’frit lejde’, hvilket betyder, at sæsonens skotrends inspireres af både kunstneriske linjer, etniske referencer, langtidsholdbare og kvalitetsbevidste valg, futuristiske formsprog og rebelske detaljer, hvor for meget kun lige er nok.
Artiklen er bragt i TØJ – Fashion Week Edition nr. 3 2020
Med et fokus på at finde sin personlige stil vil de kreative forbrugere eksperimentere med farver, former, materialeoverflader og kunstneriske udtryk. Væbnet med et forfriskende mod og en søgen efter det, der er anderledes, understreger de deres indre værdier om, at der skal være plads til personlig udfoldelse og forskelligheder. Det gør de med finurlige detaljer, optimistiske farvesammensætninger, genbrugsmaterialer og legende materialemanipulationer. Jo mere kitsch, des bedre er det.
I en tid, hvor informationerne er svære at sortere i, og der er (for) mange valgmuligheder, søger forbrugerne mod overskuelighed og simplicitet. Derfor er enkelhed og fravær af ’larm’ fremtidens nøgleord, hvilket kommer til udtryk gennem en fornyet interesse efter elegante, tidløse sko i solide materialer, bløde formsprog og beroligende farver, som emmer af langtidsholdbarhed og en kompromisløs sans for detaljer. Klassisk er absolut ikke kedeligt for den kvalitetsbevidste forbruger.
Nysgerrig på hvad fremtiden bringer og med teknologiens ustoppelige hastighed, finder særligt de yngre forbrugere inspirationen i science-fiction film og fantasifulde digitale universer. Stærke farver, udefinerbare amorfe former og virtuelle muligheder sætter stærke præg på fremtidens sko og understreger en tid, hvor mulighederne kun venter på at blive undersøgt. Vær ikke bange for at eksperimentere med udefinerbare former, skinnende overflader, kraftige farver eller nye løsninger på detaljernes placering.
Overdrivelse fremmer forståelse, hvilket er lige præcis, hvad denne frembrusende, humoristiske og barnlige trend udstråler, hvor store størrelser, mange gentagelser, oppustede former og det ekstra kirsebær på toppen sætter fokus på en tid med overflod og personlig udfoldelse. Små detaljer forstørres, gentages og eksponeres og bidrager aktivt til at sætte sidste hånd på værket i forbrugernes legesyge og farverige garderobe.
I en søgen efter at genoprette det respektfulde bånd mellem menneske og natur søger forbrugerne fremover i højere grad inspiration i fortidens historiske kulturer og naturlige materialer som siv, læder, garn, horn og sten samt klassisk verdenskunst fra fjerne lande. Formgivningen emmer af feriestemning og genfinder et unikt udtryk med rustikke håndlavede detaljer, kvalitetsmaterialer, etniske mønstre og referencer til det naturskabte som omdrejningspunkt.
Fascinationen af arbejdstøj, aktive vandreture og praktisk udendørsliv fortsætter og trækker den populære støvletrend fra tidligere sæsoner med over i foråret og sommeren. Vandrestøvler, ørkenstøvler og gummistøvler i nye friske farver og grove udtryk komplimenterer sæsonens delikate mode og skaber et uafhængigt, næsten rebelsk udtryk, der særligt appellerer til den købestærke generation Z, som gerne bruger kontroversielle sammensætninger til at skille sig ud af mængden.
Den sorte ’klassiker’ går aldrig af mode, men de seneste sæsoner har farven i højere grad viget pladsen for farverige pasteller, vilde mønstre og nye former. Den sæsonløse farve er tilbage og vil fremover stå som en tiltrængt modgift til en evig foranderlig verden, hvor mange i højere grad ønsker at sætte farten ned, men som samtidig søger masser af teksturleg, grafisk geometri og overdimensionerede former med den tidløse, dybe og klassiske farve.
Foto: Unsplash