”Væksten på vores internationale markeder viser, at vores strategi virker.” Sådan lyder det fra den adm. direktør hos sportsgiganten, der netop har fremlagt et 2019-regnskab med rekordvækst.

Siden Allan Vad Nielsen satte sig i direktørstolen hos Hummel tilbage i 2017, har det ikke stået stille hos den danske sportsgigant. Opgaven var at sætte en ny kurs for virksomheden, hvor et traditionelt dansk mindset skulle vendes til at være mere international.

Blot et år efter at have tiltrådt stillingen som adm. direktør indikerede Hummels regnskab for 2018, at virksomhedens nye internationale kurs ville bære frugt i 2019 – og det har vist sig at holde stik.

Regnskabet for 2019 viser nemlig, at virksomheden lander en historisk rekord i både omsætning og resultat. Det oplyser Hummel i en rapport, der offentliggør de nyeste regnskabstal.

I 2019 kunne Hummel indkassere en omsætning på 1,361 mia. kroner. Det er en stigning på 8 procent sammenlignet med omsætningen i 2018, hvor den lå på 1,256 mia. kroner.

Mod et resultat før skat på 90,6 mio. kroner i 2018 stiger resultatet nu med hele 22 procent siden sidste år og lander på 110,4 mio. kroner. Koncernens stiger ligeledes fra 354,8 mio. kroner til 391,9 mio. kroner.

Den massive fremgang har afsæt i Hummels nye internationaliseringsstrategi, Hummel 3.0.

”Vi har oplevet pæn vækst på de fleste af vores internationale markeder, hvilket viser, at strategien omkring en øget internationalisering og digitalisering virker efter hensigten,” skriver ledelsen i den offentliggjorte rapport over virksomhedens nøgletal.

Det er dog ikke kun i regnskabstallene, at Hummel formår at sætte en ny rekord. Virksomhedens globale onlineomsætning er også fordoblet i 2019.

”Vores fordoblet onlinesalg skubber os foran de opsatte delmål i vores 2023-strategi,” fortæller Hummel og tilføjer, at den digitale vækst fortsætter ind i 2020, hvor kurven fortsat er stærkt opadgående.


Internationale ambitioner

Som led i Hummels ambition om at øge kendskabsgraden til brandet på den internationale scene, har virksomheden i 2019 investeret i en række langsigtede strategiske og digitale tiltag såsom en ny platform, nye internationale samarbejdspartnere, organisatorisk oprustning samt internationale influencer-samarbejder.

I 2020 valgte Hummel at indgå en historisk aftale med en af verdens førende e-sportshold Astralis Group samt gøre et comeback i verdens mest sete fodboldliga ved at indgå en aftale med Premier League klubben Everton FC.

Derudover kunne Hummel i starten af 2020 tilføje to nye sportsmærker til porteføljen.

”Vi er stadig meget glade for vores opkøb af Newline og Halo. Vi ser allerede nu de forventede synergieffekter komme i spil, og disse vil få fuld effekt fra Q1 2021, når integreringen er fuldent. Begge brands vækster efter planen,” fortæller Hummel.

 

Forventer at være tilbage på vækstsporet i 2021

Hummel startede 2020 ud med tocifrede vækstrater og udsigt til endnu et rekordår – men så ramte Covid-19.

”Forventningerne til 2020 er præget af coronaudbruddet, og den kendsgerning at flere af koncernens markeder og kunder har været nedlukket under krisen. Vi har på rekordtid omstillet og justeret vores strategiplan til ’den nye normal’ og forventer at være tilbage på vækstsporet allerede fra 2021,” oplyser Hummel.

I maj kunne sportskoncernen blandt andet løfte sløret for et nyt digitalt initiativ – nemlig Hummels første digitale kollektionsfremvisninger.

Hummel udvikler og sælger sportstøj og -sko såvel nationalt som internationalt. Salget sket gennem egne selskaber samt gennem licens- og distributionsaftaler.

 


Du kan se Hummel A/S’ placering på modebranchens top 150 her eller følge listen live her.


 

Foto: Hummel