Hvad glæder udstillerne sig mest til ved at skulle på messe igen? TØJ har spurgt de fire brands Klitmøller Collective, Basic Apparel, Nature Footwear og Minimum.
Hvorfor vender I tilbage på messe?
Messerne er en god mulighed for os at møde nye kunder på, som vi måske ikke ellers ville være kommet i kontakt med. Vi har ikke på noget tidspunkt valgt messerne fra – det var udelukkende på grund af omstændighederne, at vi ikke udstillede sidste sæson.
Hvad glæder I jer til på messen?
Vi glæder os mest til at se vores kolleger og kunder. Vi skriver ikke mange ordrer på messerne – det tror jeg, de færreste gør. For os er det i højere grad en mulighed for at mødes med eksisterende og nye kunder og give et indblik i, hvad vi præsenterer for dem forud for de aftaler, de har lavet med vores sælgere. På den måde er de forberedte til selve indkøbet i vores showroom eller deres egen butik, når vores sælgere kommer forbi.
Hvilke nyheder præsenterer I på messen?
Vi har arbejdet målrettet med ansvarlig produktion, siden vi stiftede virksomheden tilbage i 2013, og vi udfordrer hele tiden os selv på det punkt. Vi har naturligvis nye styles med, men vores fokus er primært, hvordan vi konstant kan gøre tingene bedre. Vi har således endnu flere produkter af certificerede materialer med i SS 22-kollektionen, der kan imødekomme den øgede efterspørgsel fra forbrugerne.
Hvorfor vender I tilbage på messe?
Vores salgschef Ulrich Bækgaard og jeg er begge enige om, at vi gerne vil bakke op om messerne og en samlet dansk modebranche. Jeg er spændt på, hvilken form messerne kommer til at tage i fremtiden, men lige nu og her tror jeg, at vi er mange, der glæder os til at kunne samles igen, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.
Hvad glæder I jer til på messen?
Vi glæder os til den summen, der er i gangene, og den forventningsfulde energi, der ligger i messen – og så naturligvis gensynet med både kunder og kolleger. Vi håber og tror på, at messen denne gang vil være fuld af gensynsglæde, optimisme og innovative ideer og tanker i forhold til den bæredygtige omstilling.
Hvilke nyheder præsenterer I på messen?
Foruden vores hidtil bedste kollektion, der er designet af vores dygtige chefdesigner, Pernille Skriver, kan man se frem til en masse nye initiativer inden for klimaansvarlig design og produktion, hygge og en god energi. Vi har en masse på hjerte, og vi glæder os til at dele det med alle vores kunder.
Hvorfor vender I tilbage på messe?
Vi skal udstille på messe igen, fordi vi gerne vil
skabe mere kendskab til vores skobrand. Vi mener, at messen er en god kanal for lige netop det, hvor vi tilmed også rammer de rigtige potentielle kunder.
Hvad glæder I jer til på messen?
Vi glæder os til at komme ud og tale med både eksisterende og potentielle kunder. Derudover bliver det godt at kunne samles igen med kolleger og vende nyt og gammelt. Mest af alt glæder vi os til at vise vores SS 22-kollektion frem.
Hvilke nyheder præsenterer I på messen?
Nature Footwear er et skobrand med en stor andel af carry-overs, som vores kunder er rigtig glade for. På den kommende messe vil vi naturligvis også præsentere nye modeller, farver og materialer. Herudover præsenterer vi vores nye bæredygtige sub-brand,
The Northern, som er et mere outdoor-inspireret brand uden at blive for teknisk. The Northern er også – ligesom Nature Footwear – håndlavet i Portugal, men udelukkende produceret i Elk-skind fra Finland.
Hvorfor vender I tilbage på messe?
Vi bakker op om modemesserne i Danmark, som vi har gjort i mange år. Det styrker branchen, og en stærk branche er til alles fordel. Når det er sagt, så ved vi, at messeformatet vil ændre sig over de kommende år – hvordan det bliver, ved vi ikke, men vi tænker, at det bedste sted at mærke det er midt i udviklingen.
Hvad glæder I jer til på messen?
Mødet mellem mennesker. Det sidste halvandet år har ført til et tigerspring på vores digitale evner – både i forhold til forbrugerne og til vores forhandlere. Det har på mange måder givet forretningen et kvalitetsløft. Men vores branche er også emotionel og drives af passion, begejstring og menneskelig energi. Det kan en skærm ikke erstatte. Vi skal møde vores kunder og have tid til at være sammen med dem igen.
Hvilke nyheder præsenterer I på messen?
Vi har brugt Covid-19 til udvikling fremfor at være defensive, og vi kommer derfor med mange nyheder. Vi præsenterer blandt andet en kollektion med et styrket designfokus kombineret med vores kommercielle profil, der er blevet taget godt imod af vores stærkeste kritikere: sælgerne. Dernæst er vi kommet langt med vores bæredygtighedsagenda, hvor vores ’Essentials-kollektion’ nu omfatter en stor del af hele SS 22-kollektionen. Inden messen lancerer vi desuden en cirkulær kollektion.