I 2019 påbegyndte bukse-producenten en rejse mod at blive en mere ansvarlig virksomhed. En rejse, der ifølge direktør Inge Kindberg aldrig ender. 

For to år siden satte bukseproducenten Five Units gang i en transformation med ønsket om at bevæge sig i en ny og mere meningsfuld retning. Virksomheden, der står bag de to brands Five Units og Plain Units, skulle gås efter i sømmene og genopfinde sig selv både strategisk og kreativt. Til den opgave blev Inge Kindberg ansat som direktør i 2019, der siden da har stået i spidsen for den rejse, virksomheden er godt i gang med.

”Vi laver ikke bare bukser. Vores berettigelse er nødt til at række langt ud over det. Derfor spurgte vi os selv tilbage i 2019: Hvad er vores eksistensberettigelse som virksomhed? Hvilken værdi skaber vi, og hvilket aftryk ønsker vi at sætte i verden?” fortæller Inge Kindberg, der fortsætter:

”Vi vil mere end bare at sælge bukser. Vi vil gøre mennesker vigtigere end bukser og gøre verden til et bedre sted, end da vi selv overtog den. Og det vi gør, skal vi gøre ordentligt. Hellere bedre fremfor mere.”

Efter to års arbejde er virksomhedens nye overordnede strategi ’Towards Better’ klar. En del af strategien indebærer, at virksomheden skifter navn fra Five Units til Our Units, ligesom at herrebrandet Plain Units bliver relanceret fra SS 22-kollektionen. Strategien er både illustreret og forklaret i en ny 140-siders brandbook og vil blive visuelt fremhævet, når bukseproducenten udstiller med de to brands på Revolver til august under det nye firmanavn, Our Units.

 

Kvalitet fremfor kvantitet

Det første, virksomheden gjorde tilbage i 2019, var at kigge indad og fokusere på forretningen, skære væk og gøre processer mere enkle: At få frigjort energi og tid, så der var overskud til en gennemarbejdet transformation, fortæller Inge Kindberg, der uddyber:

”Det betød blandt andet, at vi lukkede varemærket 2nd One ned, ligesom vi også lukkede ned for flere markeder. Det er lidt unormalt at lukke markeder i mode­industrien, fordi det ofte handler om, hvor mange markeder man er på. Men for os handler fremtiden om kvalitet fremfor kvantitet – det gælder lige fra design til antallet af kunder.”

I forlængelse heraf har bukseproducenten derfor også i løbet af de sidste to år reduceret udvalget af styles i hver kollektion og trimmet interne arbejdsgange, så antallet af eksempelvis vareprøver mindskes. Sam­tidig har tidløse farver og pasformer fået endnu større betydning i designprocessen.

”Vi er meget optaget af holdbarhed, komfort og tidløshed. Derfor er der også nogle materialer, som vi med den nye strategi aldrig kunne finde på at bruge igen. Vi har før lavet bukser i leopardprint, men det kommer vi eksempelvis ikke til at gøre mere,” fastslår Inge Kindberg. I samme forbindelse påpeger hun, at brugerforståelse derfor også er et stort fokus for virksomheden i den nye strategi:

”Hvert tredje stykke tøj, der bliver produceret i verden, bliver aldrig brugt. Derfor er det vigtigt for os at forstå brugeren, så de bukser, vi laver, rent faktisk bliver brugt. Modeverdenen er meget optaget af det ydre, men vi går den anden vej. For os er essensen det indre. At mennesket, der skal bære de bukser, vi producerer, føler sig godt tilpas.”

 

 

En rejse, der aldrig slutter

Hvad er målet helt konkret, og hvornår har Our Units nået det ’Better’, der er formuleret i den nye strategi?

”Lige nu arbejder vi frem mod et delmål i 2030, hvor vi ønsker at være kendt langt ud over Skandinaviens grænser for at tage lederskab for en bæredygtig og menneskelig tøjbranche. Vores eget bidrag er at bygge relationer og designe bukser med lethed, kærlighed og forståelse, så mennesker favner sig selv, som de er,” svarer Inge Kindberg, der afslutter:

”Vores tilgang til bæredygtig vækst er enkelthed og troen på effekten af mange små skridt: At lave et mindre udvalg af bukser, blive mere og mere bæredygtige hele vejen rundt og digitalisere, så vi kan arbejde lidt smartere hver dag. Det er en kæmpe rejse, vi er på, og vi tager et skridt ad gangen. Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde kommer i mål. Det vigtigste for mig er blot, at vi altid bevæger os fremad i den retning, der er vores – Towards Better.”

Our Units udstiller på Revolver under modeugen – men det bliver ikke med en sædvanlig stand, der er fyldt med nye produkter til sæsonen SS 22, men derimod med en stand uden bukser. I en pressemeddelelse fortæller brandet, at Our Units i år udstiller med en stand uden produkter for at ‘skabe debat og blive klogere på, hvad ‘bedre’ fremfor ‘mere’ er.