Siden Tonsure blev opkøbt i foråret 2021, har det nye team arbejdet hårdt på at finpudse dna’et og kollektionen for at stå klar til modeugen i august.  

Et stort potentiale bør ikke gå til spilde. Det var motivationen hos en investorgruppe med branchemanden Chris Beierholm i spidsen, da de valgte at opkøbe det konkursramte herretøjsbrand Tonsure tidligere på året.
”Tonsure har et skarpt dna og et kæmpe potentiale. Vores fornemmeste opgave er nu at gøre brandet relevant og attraktivt på markedet. Dna’et vil vi gerne videreføre, men det skal gøres mere kommercielt og knap så nichepræget, som brandet har været indtil nu,” fortæller Chris Beierholm.

Siden opkøbet har der været fuld fart på. Et helt nyt team med chefdesigner Christina Højris Ottosen i spidsen er blevet sammensat, og de har arbejdet hårdt for at blive klar til modeugen, hvor Tonsure står klar til at præsentere sin nye kollektion på CIFF.

”I processen med at få den nye kollektion klar har det været en udfordring, at vi ikke har kunnet rejse ud til vores leverandører på grund af Covid-19. Det til trods er vi kommet rigtig godt i mål,” siger Chris Beierholm.

 

Ikoniske og inkluderende styles

Tonsures dna, der har en vibe af storby og det klassisk underspillede kombineret med det legende, er fortsat fundamentet i brandets fremtidige kollektioner. Kollektionerne vil blive mindre, men gennemarbejdet ned til mindste detalje, pointerer Chris Beierholm:

”Vi lægger kærlighed i hvert enkelt stykke tøj og laver ikoniske styles, som forbrugeren kan have i skabet i mange år. Hvis en style ikke spiller 100 procent, så bliver den ikke en del af Tonsures kollektion. Hver style skal give værdi for forbrugeren.”

Og hvem er så Tonsure-forbrugeren? Ifølge Chris Beierholm er det allervigtigste for brandet at være inkluderende og henvende sig bredt til mænd i mange aldersgrupper.

”Den moderne mand er blevet mere bevidst om, hvad han gerne vil iklæde sig og signalere. Alderen spiller ikke længere så meget ind, og en fyr på 18 år og en mand på 60 år kan sagtens have samme stil,” lyder det fra Chris Beierholm.

 

”Vores ambition er at skabe et globalt brand”

Med den nye investorgruppe har Tonsure ifølge Chris Beierholm fået kræfterne til at komme bredt ud i hele verden. Først skal den store ’elefant’ dog skæres ud og spises i mindre bidder, forklarer han:

”Vores ambition er at skabe et globalt brand. Vi tager dog et skridt ad gangen og har en ydmyg tilgang til markedet. Først skal vi have fastslået vores retning og dna, og så er vi godt i gang med at etablere os i Norden, Tyskland og UK.”

Når Tonsure udstiller på CIFF til august er håbet at få endnu flere kunder med i porteføljen. Messedel­tagelsen bunder dog også i et ønsket om at støtte op om den danske modeuge og messerne.

”Vi ønsker at bidrage til den danske modeuge. Det er nu mere end nogensinde vigtigt, at vi som branche holder fast i det, som vi altid har været gode til i Danmark – nemlig at holde modeuger og messer. Udstillerne skal stå sammen og skabe et fællesskab, så vi igen kan samle branchen og møde hinanden fysisk,” afrunder Chris Beierholm.