Det hele startede med smeltet sølv i en lille balje med vand. Idet sølvet formede sig i vandoverfladen, var der noget, som ændrede sig inden i Lea Høyer. Hun har altid vidst, at hun ville kreere noget, som var anderledes. Men Lea Høyer havde aldrig troet, at smykker skulle blive hendes store passion. I dag driver hun en smykkevirksomhed, som er i en rivende udvikling. 


Artiklen blev bragt i TØJ nr. 2 2020.


Det var med iværksætteri i blodet og en stor håndfuld gåpåmod, at Lea Høyer startede sin egen smykkeproduktion i sin lejlighed i Aarhus tilbage i 2017. Siden stiftelsen af virksomheden er interessen for de vandstøbte smykker blot vokset. Det har fået smykkedesigneren til at højne fremtidens ambitioner for sit unikke smykkebrand.

 

Hvordan opstod idéen til at lave smykker?

Da jeg havde færdiggjort min gymnasiale uddannelse i Hadsten, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg gerne ville uddanne mig til. Jeg fandt dog en glæde ved at være kreativ, og derfor startede jeg på den kreative højskole, Krabbesholms Højskole, hvor jeg i løbet af opholdet fik et ønske om at søge ind på Designskolen i Kolding. Min ansøgning blev desværre afvist to år i streg – og jeg valgte derfor i stedet at tage et smykkekursus i Aarhus, hvor jeg lærte grundteknikkerne i guldsmedefaget.

Det var ikke smykker, som jeg troede skulle få min helt store interesse. Men da min kursusunderviser rådede mig til at smelte en rest sølv og hælde det i et lille kar med vand, formede det en fin organisk form, som jeg satte på en fingerring. Det var her, at det hele begyndte.

Jeg brugte en sommerferie på at lave flere vandstøbte fingerringe, og jeg oprettede en Instagram-profil. Jeg blev taget rigtig godt imod på det medie og blev blandt andet kontaktet af Bestseller Rømerhus i Aarhus, som ville have mig til at udstille til butikseventen ’Talent Hunt’, og det takkede jeg ja til. Efter udstillingen fik jeg stablet mit fototeam på benene, som jeg har benyttet mig af lige siden. Det var efter vores første fotoshoot, at tingene for alvor tog fart.

 

Hvor og hvordan foregår din smykkeproduktion?

Jeg startede min smykkeproduktion, da jeg boede i en lejlighed i Aarhus med min lillebror. Jeg arbejdede på mit værelse og i køkkenet, men da tingene begyndte at tage fart, kunne jeg godt se, at det ikke holdt i længden. Nu er vi flyttet hver til sit, og jeg har fået et helt værelse, som både fungerer som værksted og showroom.

Selve processen foregår således, at jeg smelter sølvet, indtil at det er helt flydende. Derefter hælder jeg det i en spand med vand, og så snart det rammer vandoverfladen, så stivner det. Når jeg laver mine kollektioner og unikasmykker, støber jeg en masse former og sætter dem sammen på kryds og tværs.

 

Hvordan har det været at starte en virksomhed op på egen hånd?

Jeg er vokset op i en familie, hvor størstedelen enten er selvstændige eller har været det i en periode af deres liv. Det har derfor været naturligt for mig, da jeg har lært, at det ikke er farligt at springe ud i noget nyt. Jeg har gennem hele processen brugt min familie som sparringspartner, hvor min mor især har haft en stor betydning.

 

Hvor får du din inspiration fra?

Jeg bliver inspireret af selve støbningsprocessen. Når jeg går i gang med at lave mine smykker, så har jeg ingen idé om, hvordan formerne kommer til at se ud. Det er, når jeg udvælger formene, at jeg finder inspirationen til kollektionen. Det er en meget legende og organisk proces, hvor jeg hele tiden arbejder ud fra min nysgerrighed og kreativitet.

 

 

Hvordan vil du beskrive dit smykkeunivers?

Jeg har altid gerne ville lave noget anderledes. Jeg er ikke af den overbevisning, at alting behøver at være perfekt. For mig kan det uperfekte være perfekt i sig selv. Før i tiden har det været meget populært med geometriske smykker. Jeg ønsker at skabe et mere legende univers, hvor designet er organisk og unikt i sin form.

 

Hvor bliver dine smykker forhandlet?

Jeg forhandler mine smykker i Støy i Aarhus, og så er jeg også kommet ind hos Lot29 i København, da efterspørgslen for mine smykker er vokset i Hovedstaden. Jeg er meget påpasselig med, hvor mine smykker bliver forhandlet. Jeg går ikke nødvendigvis efter de store kæder – for mig er det den gode relation imellem mig og forhandleren, der er vigtig. Målet er selvfølgelig at blive forhandlet i flere butikker, men det skal ikke være hvor som helst, da jeg gerne vil bevare eksklusiviteten af mine smykker.

 

 

Hvilke kundetyper appellerer dine smykker til?

Da min virksomhed ikke var planlagt, har jeg heller ikke haft et planlagt kundesegment eller lavet en stor forkromet forretningsplan. Jeg forsøger dog at ramme en målgruppe, som gerne vil investere i sig selv, og som ønsker at investere i kvalitetssmykker. Den målgruppe, jeg ønsker at ramme, er også per­soner, som gerne vil skille sig lidt ud fra mængden.

 

Hvor ser du dit smykkebrand i fremtiden?

Efterhånden kan min lille produktion i lejligheden ikke længere følge med den store efterspørgsel, og derfor er mit næste mål at rykke smykkeproduk­tionen ud af lejligheden. Jeg er i den sammenhæng ved at få placeret noget af min produktion i Thailand i samarbejde med en dansk producent. Jeg ønsker dog stadigvæk at klare det, som jeg kan, på egen hånd. Det er ligeledes en stor drøm for mig at få mine smykker til udlandet. Et halvt år efter jeg startede min smykkeproduktion, var jeg på besøg hos den eksklusive webshop Net-a-porter i London. På det tidspunkt var jeg lige startet på min rejse og slet ikke langt nok i processen til at kunne få mine smykker ind hos dem. Så det er en drøm at kunne komme tilbage og vise dem mine smykker igen, men jeg vil dog gerne være veletableret på det danske marked først. Jeg begynder lige så stille at få fodfæste i København, og så snart jeg kommer ind i flere butikker i Hovedstaden,  begynder jeg at kigge mod udlandet.

 

 


Vil du læse flere artikler fra TØJ – Fashion & Business Trends nr. 2? Bladet er udgivet digitalt og tilgængeligt for alle. Læs det her.