Tilbage i 1995 lancerede Sisters Point sin første kollektion, og det betyder, at virksomheden i år kan fejre 25 år på den danske modescene. Covid-19 har sat en stopper for festfejring, men det har ikke forhindret ejerne, Rasmus og Susanne Buus Nielsen, i at markere jubilæet på anden vis. 


Artiklen er bragt i TØJ – Fashion Week Edition nr. 3 2020


 

Modebrandet Sisters Point blev stiftet af Allan Freivald midt i den moderne modebranchens etablering tilbage i 1994. Efter flere besøg i Europas pulserende storbyer fornemmede han et modeskred i retningen af noget mere ungdommeligt. Han tog den udenlandske inspiration med sig hjem til Danmark, hvor bukser med lave taljer, crop-tops og lårkorte kjoler dannede fundamentet for Sisters Points første kollektion, der blev lanceret i februar 1995. I år markerer Sisters Point sit 25-års jubilæum med tilbageblik på gamle bestseller-styles og en opgradering af virksomhedens logo.

 

25 år – and still going strong

Sisters Point har på mange måder oplevet, hvad det vil sige at skulle være et agilt modebrand. Både eksport, digitalisering med e-handel og sociale medier samt bæredygtighed er siden brandets oprindelse blevet vigtige – og nærmest uundgåelige – elementer i den danske modebranche, og nu står brandet endnu engang overfor at skulle tilpasse sig en ny virkelighed. Men det er ikke noget, der kan slå den 25 år gamle virksomhed ud af kurs.

”Som virksomhed er vi vant til at skulle ændre retning hurtigt som en lille speedbåd. Det har vi prøvet mange gange gennem årene. Det har den seneste tid vist sig at være en fordel at være et fleksibelt modebrand,” fortæller Rasmus Buus Nielsen, der i over ti år har været medejer og administrerende direktør i virksomheden, inden han og hustruen, Susanne Buus Nielsen, overtog den i 2018.

Sisters Point blev født som et lille ekspresbrand og leverer stadigvæk den dag i dag omgåede varer til butikkerne. For 25 år siden fandtes der ikke mange brands med samme forretningsmodel, men der er kommet mange til siden da. Det betyder ifølge Rasmus og Susanne Buus Nielsen, at det ikke er blevet lettere at være et brand, der leverer mode fra dag-til-dag.

”Med de sociale mediers indtog er forbrugerne blevet meget mere oplyste, og de bliver bombarderet med, hvad der er på mode. I dag skal der ageres hurtigere, moden topper hurtigere, og der kommer hurtigere en ny trend ind. Vores forretningsmodel passer godt ind i tiden, der er lige nu, men det betyder også samtidig, der er kommet flere udbydere, en øget konkurrence og på den måde færre kunder at handle med,” forklarer Susanne Buus Nielsen, hvortil Rasmus Buus Nielsen tilføjer:

”Modebranchen er nærmest blevet mindre og mere ensrettet, selv om der er kommet flere brands til.”

 

Fingeren på pulsen

For hvert år, der er gået i virksomhedens eksistens, har den vokset sig større, og i dag har Sisters Point 900 forhandlere fordelt på 10 forskellige markeder. Hvordan Sisters Point er kommet dertil, er ægte­parret Rasmus og Susanne Buus Nielsen enige om:
”Det er blandt andet med gode medarbejdere, at vi har kunnet følge med udviklingen og stadigvæk har vores berettigelse i branchen. Vi har formået at have mange medarbejdere med en høj anciennitet, som gør, at de har firmaet helt inde under huden, selv om virksomheden hele tiden er blevet større. Derudover spiller vores lange og tætte samarbejde med eksempelvis leverandører, kunder og fotograf også en stor rolle.”

”Vigtigst er nok, at vi er en virksomhed, der er skruet sammen på den måde, at vi altid har fingeren på pulsen og griber en trend, lige så snart den er moderne. Derfor står vi stadigvæk stærkt den dag i dag,” mener Susanne Buus Nielsen.

 

Jubilæumskollektioner og nyt logo

”For et års tid siden besluttede vi, at det var tid til at kigge brandet igennem hele vejen rundt – og er der en bedre anledning til det end et jubilæum?,” siger Susanne Buus Nielsen, der til dagligt har det kreative ansvar i virksomheden.

”Det er der blandt andet kommet et nyt logo ud af, som vi lancerede i starten af året,” tilføjer hun og forklarer videre, at virksomheden desuden også fejrer jubilæumsåret med en serie af små kollek­tioner, der udkommer løbende i resten af 2020.

”Vi vil i løbet af året præsentere små drops, der er limited edition, hvor vi kigger tilbage på nogle af vores bedst sælgende styles gennem årene og har givet dem en opgradering – både på look og mate­rialevalg,” fortæller Susanne Buus Nielsen.

Udover kreative fornyelser havde ægteparret også besluttet sig for at markere jubilæet med en stor fejring i forbindelse med modeugen i København i starten af august. Den er dog blevet udsat til 2021 på grund af den uvisse varighed af Covid-19.

”Der bliver desværre ingen fest til august, men i stedet præsenterer vi vores første jubilæumsdrop, og det ser vi frem til,” afslutter Susanne Buus Nielsen.

Foto: Sisters Point